Michela er kriminolog: En af de vigtigste øvelser er at skabe et trygt rum

27-årige Michela Hein er kriminolog hos Bornholms Politi, og hun vil gerne aftabuisere nogle områder, som typisk er præget af store mørketal. I jobbet møder hun mennesker, som har været udsat for fysisk eller psykisk partnervold, voldtægt, stalking og lignende sager.

I 2021 fik Michela Hein et job, der fik hende til at bosætte sig på Bornholm – et godt stykke væk fra hendes netværk. Et job med fokus på vold i nære relationer, voldtægter, stalking, æresrelaterede sager og traumeinformeret praksis.

Hun er kriminolog hos Bornholms Politi, og hendes stilling blev oprettet i forbindelse med politiets flerårsaftale 2021-2023, hvor det blev besluttet, at der skulle bruges flere ressourcer på at tilføre viden og understøtte politiet på netop de områder.

– De her typer af sager er meget komplekse; særligt, når det drejer sig om at anmelde en person, man har haft en relation til. I sager som disse, er det sjældent sort og hvidt og derfor er det ofte, at der ikke er konkrete beviser, som det ses i andre typer sager, forklarer hun.

Derfor er det hendes opgave at styrke de politifaglige på politigården i Rønne, så de kan se flere forskellige hypoteser og møde parterne på den bedst mulige måde. Nogle gange er den 27-årige kriminolog en af de første, anmelderen møder, når de opsøger politiet.

– Nogle gange er der også nogen, der henvender sig, fordi de er i tvivl om, hvad de er blevet udsat for, om det er en sag for politiet og også om de overhovedet har lyst til at anmelde det. Så tager vi en snak om de ting, de har oplevet, og jeg hjælper dem med at få afmystificeret det hele, fortæller hun.

Det er heller ikke alle, der ved hvad de egentlig leder efter hos politiet. Normalt anmelder man til politiet, fordi man vil have folk straffet, men mange af denne her slags anmeldelser handler i højere grad om, at anmelderen vil have noget til at stoppe – eller måske at man vil have beskyttelse, forklarer Michela Hein.

En blød indgang til politiet

Nogle mennesker har set lidt for mange serier på Netflix, og så tror de, at den række af begivenheder, de har set i sådan en serie automatisk bliver sat i gang, når de anmelder noget.

Men sådan hænger tingene ikke sammen, og derfor handler Michela Heins kontakt med borgeren også nogle gange om at give anmelderen en blød indgang til politiet.

Hvad vil det sige, at blive afhørt? Hvordan passer vi på dig i det her? Og så fortæller hun også om tidshorisont. Der kan gå noget tid, før en sag er blevet efterforsket og så ender den hos Anklagemyndigheden. Det sker af og til, at de ikke rejser tiltale, fordi de ikke kan løfte bevisbyrden. Så får man altid en slutskrivelse på sin e-boks, forklarer hun.

– Men det er jurasprog, og det kan godt være lidt svært at forstå. Så ringer jeg til dem og forklarer årsagen til, hvorfor der ikke er rejst tiltale og vejleder dem til, hvor de kan søge støtte og hjælp, hvis de har behov for det.

– Jeg prøver også at forklare, at det ikke betyder, at de ikke skal melde noget til politiet en anden gang, bare fordi vi ikke kunne løfte denne her sag, fortæller hun.

Hun synes aldrig det er sjovt, når hun allerede tidligt i processen kan se, at en sag muligvis ikke kan løftes.

– Folk kan godt blive rigtig skuffede. Men på samme tid, så skal politiet og anklagemyndigheden jo ikke køre sager, der ikke kan bevises. For der har vi et retssystem, der skal sørge for, at folk ikke bliver dømt for noget, der ikke er bevist.

Du er ikke alene

Den balance betyder, at en af de vigtigste øvelser i Michela Heins arbejdsliv er, at kunne skabe et trygt rum. Et rum, hvor der ikke er nogen, der føler sig presset til at sige noget, de ikke har lyst til at tale om, men også et rum, hvor der er plads til at fortælle åbent og ærligt, og hvor de ting, man siger, er okay.

– Det vigtigste for mig er, at folk ikke føler, at noget er skamfuldt. Hvis det sker, så bruger jeg tid på at tale med dem om, at de ikke er alene. Der er flere, der har været udsat for sådan noget – desværre, kan man jo sige. Men man kan nemt føle, at man er den eneste i verden, der har prøvet det her.

– Så kan man også få en dialog om, at det er ikke fordi, du har gjort noget forkert, og den snak er meget vigtig.

Selvom Michela Heins job er at tale med og lytte til mennesker i meget sårbare situationer, så er det ikke noget, man nogensinde bliver ekspert i, indrømmer hun, for mens hun nogle gange får en udførlig forklaring, inden hun møder borgeren, så er hun andre gange mere usikker på, hvad det egentlig er, folk brænder inde med.

Nogle års erfaring har dog givet hende nogle gode redskaber til at møde mennesker, hvor de er.

– Har man haft mange samtaler med mange forskellige mennesker, så er der nogle ting, der ikke overrasker så meget mere, siger hun.

Især i starten havde hun svært ved at slippe de fortællinger, hun havde mødt i løbet af dagen, men hun har fået nemmere ved at lade telefonen ligge på arbejdet, tage fri og slå alle de skæbner ud af hovedet, som hun har lært at kende i løbet af sine arbejdsdage.

Men det har krævet sin del af gode kollegaer at lære, at man ikke kan redde hele verden.

– Der kan være nogle sager, der fylder rigtig meget i en periode, hvor det er svært at lægge væk. Men det er jo fordi, jeg arbejder med mennesker, og de kan ikke lægge det fra sig, for de er i det. Men det er sådan en ting, jeg hele tiden arbejder med, at når jeg går hjem, så har jeg fri.

Magtesløs og uden kontrol

Til daglig er hun i kontakt med mange forskellige borgere; både mænd og kvinder i alle aldersgrupper, og der er stor forskel på, hvor ressourcestærke, de mennesker, hun møder, er.

– Når de kommer til mig, så er det typisk, fordi folk er et sted, hvor de ikke ved, hvad de mere skal gøre. De har måske masser af ressourcer, men når det lige kommer til denne her adfærd, så kan man ikke få det til at stoppe, forklarer hun.

De fleste mennesker, hun møder, føler sig magtesløse og uden kontrol. De ved simpelthen ikke, hvad de skal gøre i den situation, de står i. Og det kan gælde både mænd og kvinder, forklarer hun.

– Når man kigger på tallene, så er det hyppigst kvinder indenfor de her områder, men i forhold til eksempelvis ofre for fysisk partnervold, så var der en undersøgelse fra Satatens Institut for Folkesundhed, der viste, at det drejer sig om omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd på landsplan om året, så selvom det er flere kvinder, så er det jo også ret mange mænd. Dem skal man ikke glemme.

Da hun valgte at søge jobbet, var det hovedsageligt, fordi hun mener, at det er et meget vigtigt område, at få sat spot på – også fra politiets side.

– Det er et stort område, som er meget præget af mørketal. Det er slet ikke alt vold i nære relationer og alle voldtægter, der bliver anmeldt, så der er rigtig meget, vi ikke bliver bekendt med, det kan man se på de offerundersøgelser, der bliver lavet.

Derfor er det vigtigt for hende, at være med til at finde nye veje at gå, så det bliver nemmere for folk at anmelde. Uanset om det er, at politiet skal have en særlig indsats ved eksempelvis husspetakler eller når der er gadeuorden, eller måske bare ved at give folk en god modtagelse, når de tager mod til sig og kontakter politiet.

– Der her personer skal have hjælp. Men det er ikke nødvendigvis det rette for alle at melde det til politiet.

– Derfor synes jeg, det er fedt, at vi i vores samfund har fokus på det, for det er også sygehuset, familie og venner. Det er vigtigere for mig, at folk er i sikkerhed, end at de anmelder det, fortæller hun.

Noget med afstande

Michela Hein har tidligere arbejdet med sårbare mennesker i mange afskygninger. Med jobbet hos politiet på Bornholm oplever hun at arbejde i et samfund, hvor det hele er meget småt - både på godt og ondt.

Det fungerer eksempelvis rigtig godt, at alle ansatte i politikredsen sidder i samme hus.

– Men det er en meget lille kreds. Jeg oplever af og til, at nogle af borgerne nævner navne på folk, de forventer, jeg kender. Men der har jeg altså lige brug for lidt mere forklaring, griner hun.

I den mere alvorlige ende betyder de korte afstande også, at mange af de sårbare sager, hun sidder med, kræver en snak om, hvad man gør, hvis man møder den person, man har anmeldt.

– Der er noget med afstande. Vil du gå fra en voldelig partner, så er Bornholm meget lille. Der er måske nogen, der synes, der er langt fra Rønne til Nexø, men det er der jo egentlig ikke, hvis der er nogen, der gerne vil finde en, forklarer hun.

Hun opfordrer ikke nogen til at flytte fra øen. Hun tager til gengæld gerne snakken om, hvordan man håndterer, hvis man møder den person, man har anmeldt tilfældigt – måske igen og igen. Det kan nemt ske i en lille kommune som Bornholm, fortæller hun.

– Men sådan er det jo også, når det handler om vold i nære relationer, at der kan være fælles børn, og så er der altid en grad af kontakt, så det er ikke noget, jeg ikke har prøvet at forholde mig til før.

Vær ikke bange

Kriminologen får afslutningsvis lov til at give kommunens borgere en opfordring, og den kommer uden tøven.

– Man skal ikke være bange for at italesætte det her – uanset om man er udsat eller pårørende. Man skal ikke være bange for at spørge ind.

– Det område, jeg arbejder med, har været tabubelagt i mange år, og er det stadig på nogle punkter – mere for nogen end for andre. Så det her med at turde spørge ind til, hvordan det egentlig går derhjemme, forklarer hun.

Mange har nemlig stadig en opfattelse af, at det er privat, og at det, der sker hjemme hos andre, det er deres egen sag.

– Men det er okay at spørge ind til, hvordan det går. For når det er længerevarende forhold, så er det ikke altid noget, folk selv lægger mærke til. Det er måske blevet hverdag og normalt, og så kan man have brug for hjælp. Der kan politiet ikke komme hjem i folks hjem og række en hjælpende hånd, så det skal vi turde gøre som samfund, fortæller hun.

 

Michela Hein

27 år, uddannet socialrådgiver med en kandidat i kriminologi.

Er oprindeligt fra Sjælland, men har også boet i Holstebro, Aalborg, Sydafrika og Skotland.

Bor nu i Rønne og arbejder hos Bornholms Politi.