Mere end 100 køretøjer kontrolleret: Enkelte havde mange fejl og mangler

Mere end 100 køretøjer kontrolleret: Enkelte havde mange fejl og mangler
Der blev i alt skrevet 38 sager fordelt på 16 lastbiler, 9 busser og 13 varebiler. Foto: William Sonne Kaalø
KRIMI | Fredag 16. august 2024 • 19:00
KRIMI | Fredag 16. august 2024 • 19:00

Da Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi i starten af ugen var på Bornholm, blev der skrevet mange sager. Det var dog kun enkelte køretøjer, der tegnede sig for de fleste af de konstaterede problemer. Politikredsens dyreværnsenhed var også på Bornholm - også her blev der skrevet sager.

Betjente fra politiafdelingen Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi kontrollerede i denne uge 89 lastbiler og busser, 46 varebiler og 14 traktorer i Rønne og i et mindre omfang i Nexø. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Det var dog kun enkelte køretøjer, der tegnede sig for de fleste af de konstaterede problemer, og der blev i alt skrevet 38 sager fordelt på 16 lastbiler, 9 busser og 13 varebiler.

– Der blev kontrolleret et stort antal køretøjer og langt de fleste var der ikke nogle problemer med. Men der var nogle enkelte, som vi fandt mange fejl og mangler på. Men det var også netop de køretøjer, som vi var kommet til Bornholm for at finde, så tingene kan blive bragt i orden af hensyn til færdselssikkerheden, siger politikommissær Michael Sander fra færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi.

Sagerne vedrørte blandt andet diverse fejl på køretøjerne, manglende brug af takograf til at registrere køre-/hviletid, manglende brug af sikkerhedssele og manglende tilladelser. Og for varebilerne blev der også skrevet sager manglende navn og cvr-nummer på køretøjet.

Også dyreværnsenheden ved Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte i løbet af dagene en række kontroller på Bornholm. I alt blev 12 lastbiler og fire varebiler kontrolleret, oplyser politikredsen.

Dyreværnsenhedens sager

– Tre sager mod chauffører om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen

– Tre sager mod vognmændene om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen

– En sag mod pågældende landmand om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen

– To sager om for lidt areal til slagtesvin

Dertil kommer sager om nedslidte dæk, lygtefejl og forkert indstillet sidespejl. Desuden skal ægtheden af en dyrelægeerklæring undersøges nærmere.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

 

Tungvognscenter Øst's sager

– To sager om overlæs på varebil

– En sag om kørsel uden førerret i varebil med påhængsvogn

– En sag om lastbil der overskred den maksimale højde i belæsset stand

– En sættevogn der fik afmonteret nummerpladen, idet en bremseskive på det ene hjul helt mangledes. Godset, bestående af betonelementer, måtte omlæsses på stedet

– En traktorvogn kunne nærmest ikke bremse og ville have fået nummerpladen afmonteret, såfremt denne havde været registreret. Traktorvognen var ikke registreringspligtig

– En sag med en varebil med påhængsvogn, hvor den nødvendige takograf ikke var monteret og hvor føreren ikke havde det nødvendige kørekort

– En fører af bus havde ikke chaufføruddannelse

– En lastbil afgav for meget støj fra udstødningssystemet svarende til en otte-dobling i forhold til tilladte støjgrænse for lastbilen. Der var ligeledes mange fejl på lastbilen og sættevognen, deriblandt defekt dæk, hvor ståtråd var synlig, ulovligt monteret lys, ulovligt monteret type rat, ligesom sættevognen også havde alvorlige fejl. Lastbilen blev ledsaget direkte på nærmeste værksted for udbedring af trafikfarlige fejl og øvrige fejl skulle rettes straks lastbilen kom hjem til Sjælland

– En sag med tre overtrædelser af reglerne for transport af farligt gods i én varebil

Der blev desuden konfiskeret et safarigitter fra en lastbil, idet vognmanden tidligere havde fået bøde for at køre med det ulovlige safarigitter.

Flere af køretøjer blev som følge af kontrollen indkaldt til syn.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

FÅ ABONNEMENT