Hvis det går, som det plejer, får Thomas Thors sit ønske opfyldt. Måske skal han først igennem lidt politisk drilleri på sociale medier, i læserbreve og i kommunalbestyrelsen, hvor nogle kan sætte spørgsmålstegn ved, om han har en gyldig grund, men umiddelbart vurderer Roger Buch, at der er en ret bred forståelse for, at Thomas Thors ikke ønsker at fortsætte.
Samtidig mener kommuneforskeren, at der reelt ikke er noget alternativ til at sige ja til anmodningen.
– Hvad skulle man ellers gøre? Skulle man tvinge folk til at sidde i en kommunalbestyrelse i fire år, hvor de ikke har lyst til at sidde? Så løber man ind i et andet problem, for hvis man endelig tvang folk til at blive siddende, så kan de bare lade være med at møde op, selvom der er mødepligt. Der er faktisk regler for, at man kan blive trukket i vederlag, hvis man ikke møder op, men det har vi heller ingen eksempler på. Så der er ingen, der vinder noget ved, at folk sidder mod deres vilje, siger han.
Afspejle virkeligheden
Faktisk betegner Roger Buch reglerne om gyldige grunde som forældede.