Hvad kan folk forventer af forestillingen?
– Den her er lidt en tragediekomedie, som handler om, hvad der sker på en banegård, når folk mødes under uret. Alt hvad der kan ske af forskellige møder, og så følger vi en historie om en baby, der bliver glemt på banegården. Den historie følger man, og så vil jeg ikke afsløre så meget andet. Det er meget i stumfilmsgenren. Der er live underlægningsmusik fra vores musiker, som også spiller en masse karakterer, og igen er der ikke ret mange ord med i forestillingen.
Hvordan kom du selv i gang med teater?
– Jeg gik på en uddannelse, der hed The Commedia School i København, hvor jeg mødte min kollega, Niels Grønne, som jeg stadig er kollega med. Vi fandt ud af, at det var sjovt at lave teater. Vi havde ikke tænkt os, at vi skulle bruge resten af vores liv på det, men det har vi efterhånden gjort. De seneste 30 år har vi lavet teater sammen. Han instruerer for det meste forestillingerne, og jeg spiller, og så har vi også nogle freelance-skuespillere med. Jeg synes stadig, det er sjovt, og jeg har lovet mig selv, at når den tid kommer, hvor jeg har for mange dage, hvor jeg synes, det er for tungt at lave teater på den her måde, så må jeg finde på noget andet.
Du hentydede til Bornholms Internationale Gadeteaterfestival. Hvad savner du mest ved den?