Hun overtager pladsen efter Thors: 'Jeg vil være borgmester'

Hun overtager pladsen efter Thors: 'Jeg vil være borgmester'
Karen Lynn Jacobsen. Arkivfoto: Berit Hvassum
POLITIK | BORNHOLM | ABONNENT | 20. NOV 2021 • 16:47
POLITIK | BORNHOLM | ABONNENT
20. NOV 2021 • 16:47

Karen Lynn Jacobsen, 53, overtager Thomas Thors' plads i kommunalbestyrelsen. 

Det gik lidt hurtigere end forventet. Men 53-årige Karen Lynn Jacobsen glæder sig over Thomas Thors' beslutning om at trække sig fra lokalpolitik ved årsskiftet, for det betyder, at førstegangskandidaten træder ind i kommunalbestyrelsen som fuldgyldigt medlem, i stedet for at starte som suppleant.

Oprindeligt stemte jeg på Knud

Karen Lynn Jacobsen meldte sig ind i Socialdemokratiet for tre år siden, men har stemt på partiet længe før det. Hun har været ansat i kommunen i 25 år, først som regnskabselev og efterfølgende arbejdet for tidligere amtsborgmester Knud Andersen i International Afdeling i en årrække.

– Oprindeligt stemte jeg på Knud Andersen, men siden kommunesammenlægningen har jeg stemt S, siger Karen Lynn Jacobsen, der kom til Bornholm for 33 år siden.  Hun er født og opvokset på den amerikanske østkyst i den lille delstat Maine, nord for New York. Barndomshjemmet lå ved havet, og Karen Lynn Jacobsen er ikke i tvivl om, hvorfor hun faldt hurtigt til på Bornholm.

– Jeg faldt til med det samme, fordi det ligner Maine, siger Karen Lynn Jacobsen, der har boet i Aarsdale i 18 år sammen med sin familie.

Jeg repræsenterer hele Bornholm

Karen Lynn Jacobsen forelskede sig i en bornholmer ved en havnefest i Nexø i 1988. Men hun forelskede sig også i Danmark, fordi "danskerne ikke kun tænker på sig selv".

– I USA er enhver sin egen lykkes smed. Amerikanerne forstår ikke, at skellene mellem rig og fattig bliver mindre, hvis man tager ansvar for hinanden, siger hun. Kampen for at styrke den danske samfundsmodel er en af grundene til at Karen Lynn Jacobsen kastede sig ud i fagforeningsarbejde. I dag bestrider hun flere topposter i HK-organisationen og er samtidig fællestillidsrepræsentant i Bornholms Regionskommune. 

De poster vil ikke komme på tværs af hendes politiske virke, siger hun.

- Det er et spørgsmål om at tage den rigtige kasket på, siger hun og nævner partifællen Jonna Nielsen, der er lokalformand for 3F på Bornholm, samtidig med at hun sidder i kommunalbestyrelsen. 

– Jeg sidder i kommunalbestyrelsen for at repræsentere hele Bornholm, ikke HK. Men jeg vil fortsat sætte fokus på gode arbejdsvilkår for kommunens ansatte. Det tager jeg med mig, siger Karen Lynn Jacobsen.

Jeg skal skabe min egen rolle

Den nyvalgte socialdemokrat er ikke tilbageholdende med at løfte sløret for sine politiske ambitioner.

- Jeg vil gerne være borgmester på Bornholm. Bestemt, det kan du godt citere mig for.

- Men hvorfor kom du så ikke på banen inden kommunalvalget? Så kunne du jo i teorien have stillet op som spidskandidat?

– Arrrhh. Jeg tænker man måske skal have lidt erfaring med det politiske arbejde, inden man træder ind i den rolle, siger Karen Lynn Jacobsen.

De 25 år i kommunens regnskabsafdeling og den nuværende stilling som økonomiansvarlig i samme afdeling har udstyret Karen Lynn Jacobsen med et grundigt kendskab til kommunens økonomi. Forhandlinger er heller ikke fremmed territorie for en tillidsrepræsentant med mange års erfaring fra kommunens centrale samarbejdsudvalg.

– Men jeg vil gerne have tid til at sætte mig ordentligt i i sagerne. Jeg har forhandlingserfaring, men jeg ved ikke nok om børn og unge og ældreområdet endnu. Jeg skal skabe min rolle først, siger hun.

Socialdemokraterne holder konstitueringsmøde i næste uge. Her håber Karen Lynn Jacobsen at få plads i enten Social- og Sundhedsudvalget eller Børne- og Skoleudvalget.

– Det kommer an på, hvad Maria (Fromseier Kjærgaard, red.) gerne vil. Hun har gjort det rigtig godt i Børne- og Skoleudvalget. Det vigtigste for mig er, at jeg kommer til at beskæftige mig med et område, jeg brænder for. 

 

Fakta

Karen Lynn Jacobsen er fællestillidsrepræsentant i BRK og medlem af Integrationsrådet i Bornholms Regionskommune.

Indtil sommeren 2020 næstformand i BRKs centrale samarbejdsudvalg HovedMed, hvor hun stadig er menigt medlem.

Sidder i bestyrelsen for HK Hovedstaden og i bestyrelsen for forbundssektoren i HK Kommunal.

Bestyrelsesmedlem i Aarsdale Borgerforening.