Vil knokle videre til hun skal bæres ud: 'Jeg holder så meget af stedet her'

For 30 år siden købte Anina Kofod sammen med sine to søstre et forladt hus i Skarpeskade med mug og fugtskader. Mange rystede på hovedet, men nu er Kræmmerhuset en af Bornholms mest populære keramikbutikker, og haven er et yndet udflugtsmål for både turister og lokale. Og sådan skal det blive ved med at være, hvis det står til Anina, som netop er fyldt 60 år.

Anina Kofod blev født i Norge af en norsk mor og bornholmsk far. Da hun var syv år, blev hendes far arbejdsløs, og så valgte familien at flytte til Bornholm.

– Vi skulle måske bare være her et år, men det blev så noget længere, fortæller Anina Kofod, som først boede i Muleby og senere Rønne og Nyker.

Det var, mens familien boede i Nyker, at 30-årige Anina Kofod sammen med sine to lillesøstre opdagede, at der var et forladt hus til salg i Skarpeskade, som fik dem til at drømme stort. Huset var lige det, de ledte efter, for det var billigt, og der var plads til, at de kunne arbejde som kunsthåndværkere.

– Det jeg faldt for, når vi købte stedet her, det var den store bygning, hvor jeg tænkte, at her kan vi have værksteder og holde kurser. Og så var det jo ovenikøbet et hus med tårn på. Det var lige mig, for lille Anina er en eventyrspige. Så jeg tænkte, det må altså prøves.

– Og så havde jeg også en lille drøm om, at haven måske kunne blive pæn på et tidspunkt. For når der ligger et hus med tårn på langt ude på landet, og der er en smuk have, så kunne det jo være, at der var nogen, der havde lyst til at komme herud.

Der skulle smøges ærmer op og bruges knofedt for at få projektet til at lykkes. Huset er opført i 1886 og blev i sin storhedstid brugt som både højskole og forsamlingshus. Men det havde stået tomt i fem år, og det kunne ses.

– Der var mug og fugtskader i hele huset, så de fleste løb skrigende derfra. Vi gav 285.000 kroner for det, men der var mange, der ikke turde lægge penge i det, fordi de vidste ikke, om vi kom til bunds i det.

De tre søstre lod sig dog ikke skræmme af den store renoveringsopgave.

– Vi købte det, som vi så det, og der var ingen tid til at brokke sig over det. Jeg tænkte, her skal jeg bo, og det er lige meget, hvilke spøgelser der gemmer sig, så bliver jeg her bare, siger Anina Kofod.

Søstre med håndværkerevner

Renoveringsarbejde var ikke helt fremmed land for de tre Kofod-søstre. Deres far var bygmester, og de fik i en ung alder adgang til hans værktøjskasse, når de i weekender hjalp ham med at bygge huse.

– Vi arbejdede lidt for ham jævnligt, så vi kunne jo sagtens svinge en hammer, og både mure, snedkerere, tømre, sætte fliser op og alt mellem himmel og jord. Vi var ikke sådan helt nybegyndere inden for det med at renovere, siger Anina Kofod, som også fik hjælp af andre familiemedlemmer til at sætte huset i Skarpeskade i stand.

– Så det var et ordentligt team, der gik i gang.

Først fik de lukket taget ordentligt til, og efter et år havde de fået renoveret den del af huset, som de skulle bo i og kunne dermed flytte ind. Derefter kunne de koncentrere sig om at få gjort et rum klar til at huse butikken med deres kunsthåndværk. En butik som fik navnet Kræmmerhuset.

– Det første rum fik vi renoveret ganske lynhurtigt, siger hun og fortæller, at i en årrække leverede de også kunsthåndværk til andre butikker på øen.

– Men så syntes vi, at der skulle ske noget nyt, og så fik vi kurserne og keramikken ind. Og så begyndte vi virkelig at føle, at vi trives her, fordi det er et supersted for kurser, siger Anina Kofod, som om vinteren blandt andet har stået for pilefletkurser, håndarbejdskurser og filtekurser.

Senere blev butiksarealet udvidet ad flere omgange. De tre søstre valgte at inddrage nogle rum, som tidligere var blevet brugt som ferielejlighed, og for 20 år siden fik de lavet en trappe op til et ellers uudnyttet loftsrum. Det har taget mange timer at sætte i stand, for der skulle males, pilles gulvtæpper af, og alle gulvene skulle slibes. De fik også isoleret alle væggene og sat nye vinduer i. Men det lykkedes.

– Der er udnyttet de kvadratmeter, som vi nu engang havde til rådighed.

Havedrømmen gik i opfyldelse

Anina Kofod holdt fast i sin drøm om, at haven kunne blive pæn. Også her krævede det hårdt arbejde fra alle tre søskende, for selvom der var tale om en gammel højskolehave, så var den langt fra fordums pragt, da de købte ejendommen.

– Der var højt græs rundt om hele huset, og der var åbent og forblæst. Du kunne se lige ud til markerne over det hele dernede, siger hun.

I dag er græsset tætklippet, og der er skærmet af for vinden af høje stedsegrønne planter, som Anina Kofod selv har plantet. Der er også kæmpestore rhododendroner og et utal af blomsterbede.

– Der er sket utrolig meget på de der 30 år. Hele rosenpergolaen er kæmpestor, og der er jo vokset enormt meget til. Men ude foran huset her skal der være, så du kan se ud til markerne. Der er en smuk udsigt, så den holder jeg åben.

Hun havde ikke nogen endelig plan for haven fra start af, men hun kunne hun se, at der var et stort potentiale.

– Der var en have med en stor dam og et stenanlæg og en bro, som godt nok var rådden, men den kunne vi jo skifte ud. Altså, der er jo sådan lidt Monet over det. Der var nogle rigtig gode ingredienser, hvor du kan trylle noget ud fra og skabe noget mere.

Måtte gentænke forretningskonceptet

For 11 år siden stod Anina Kofod pludselig alene med ansvaret for butikken og haven, da begge søstre blev gift og flyttede henholdsvis til Norge og USA. Det tvang hende til at gentænke forretningskonceptet for Kræmmerhuset.

– Jeg tænkte, nej, det er løgn. Jeg vil gerne fortsætte det her, for det er et så dejligt sted, og jeg holder af det. Men jeg må tænke på en helt anderledes måde, end hvad vi har gjort indtil nu, siger hun og forklarer, at aftalen med søstrene var, at de delte, hvad der var af overskud, og var der stille i forretningen, så havde de ikke nogen personaleudgifter.

Sådan en aftale kunne hun ikke lave med de ansatte, som hun var nødt til at hyre, når søstrene ikke længere var der til at hjælpe.

– Når du står alene og skal have personale på, så bliver du nødt til at få noget mere omsætning for at kunne betale dine ansatte. Og derfor begyndte jeg at proppe nogle flere penge i markedsføring, og så kom der faktisk flere og flere folk her, siger hun og fortæller, at hun derfor også nu har råd til at have en havemand ansat på fuldtid. I stedet kan hun selv bruge mere tid i butikken. Hun får dog stadig grønne fingre.

– Da mine søstre smuttede, var jeg oppe på at lave 85 procent af havearbejdet selv. Nu er jeg på 65 procent.

Haven blev udstillingsvindue ved et tilfælde

Anina Kofod tjener ikke mange penge på besøgshaven, for en engangsbillet koster 30 kroner, og et årskort koster 40 kroner. Alligevel har haven stor betydning for Kræmmerhusets økonomi.

– Den betyder helt enormt meget. Havde jeg ikke haft min have, så var der jo ikke så mange folk, der var kommet til min butik, siger hun og forklarer, at haven er kommet til at fungere som et udstillingsvindue for det keramikkunst, som hun sælger i butikken.

Det var dog ikke hendes oprindelige tanke med det.

– Når jeg stiller det ud i haven, er det ikke for at sælge det. Det er fordi, jeg manglede hvid farve i haven, og så kom alle glasblomsterne derud. Jeg manglede blå farve i haven, så jeg drønede ind i min butik. Hvad har jeg? Og så havde jeg så svampene, og dem satte jeg op på nogle store stænger, siger hun og fortæller, at hun har lagt mærke til, at hvis kunderne først kigger på keramikken i butikken, så går de lige forbi de blå svampe.

– Men så går de ud i haven og ser de blå svampe, og så kommer de tilbage til butikken og køber dem. Men jeg bruger ikke haven decideret til at sælge mine produkter. Det er bare blevet sådan.

Kunder, der slet ikke køber noget keramik, men bare vil se haven, er også meget velkomne. Derfor tænker hun heller ikke på at sætte prisen op.

– Jeg elsker have selv, og jeg behøver ikke at score kassen på min have. Jeg ønsker bare, at folk skal få en dejlig oplevelse derude. Jeg prøver bare at vise, hvor smukt skaberværket er og få folks øjne op for, hvor dejlige vitaminer, der er derude. Der er så dejlige vitaminer for både krop og sjæl i en have.

– Og så kan jeg også godt lide, at vi deler naturen. Det er måske sådan, jeg altid har haft det. Naturen er vores fælles eje.

Holder aldrig ferie

Den 7. juli fyldte Anina Kofod 60 år, men hun knokler lige så hårdt, som hun altid har gjort. Fra klokken seks om morgenen til klokken 23 om aftenen, seks dage om ugen.

– Jeg er i haven to timer hver morgen, og så drøner jeg ind og tryller den der lidt beskidte havedame om til en butiksdame, og lige får fingrene helt rene, så man kan håndtere kaffe og kage. Og så er jeg på hele dagen, og så holder jeg en lille halv times pause, når jeg lukker butikken, og får en kop kaffe og en cookie, og så siger jeg bare, ej, hvor er her skønt! Og så trækker jeg i arbejdstøjet og fortsætter enten ude eller inde, indtil det er godnat.

– Søndag holder jeg fri, men så er der nogle gange søndag aften, hvor jeg alligevel klipper alt græsset.

Du er lige fyldt 60. Kan du mærke, at det begynder at blive hårdere?

– Ved du hvad, det er helt utroligt. Jeg kan ikke mærke, at jeg er 60. Jeg må virkelig bide mig selv i armen for at fatte, at lille mig er blevet 60. En ting er, hvis det var 50, det kunne man måske lige rumme.

Kræmmerhuset har åbent fra påske til og med efterårsferien. Men i vinterhalvåret har hun også travlt, for der skal hun fremstille alle de produkter, som skal sælges i butikken, når sæsonen åbner.

– Så der er det også tidlig morgen til sen aften, seks dage om ugen. Folk de tænker, jamen det laver hun sådan lidt, som det kommer. Men det er bare time efter time, og jeg sover virkelig ikke vinteren væk, siger hun og forklarer, at det kræver meget koncentration at lave keramikken, da det er meget detaljearbejde.

Har du aldrig ferie?

– Næ. Der har været nogle weekender, hvor jeg har taget op til Norge og tilbage igen. Jeg tror, jeg holder så meget af det, jeg har gang i, så dagene og ugerne triller afsted. Og før du ved af det, så nærmer foråret sig igen. Og jeg har det sådan, at der skal være styr på butikken til næste år - og derfor skal der altså være nogle spændende nye ting. Ellers så har jeg det meget dårligt med det.

Hvor lang tid tror du, du kan blive ved?

– Så længe jeg overhovedet kan få lov til at krybe og kravle afsted, og så længe der er så meget efterspørgsel på min keramik og mine ting. Der er nogen, der siger til mig, skal du ikke geare ned og passe på dig selv og alt det der? Men altså, så længe motoren kører, så længe jeg kører, så længe jeg har det så godt, som jeg har det, så fortsætter jeg. Den dag jeg ikke kan, så er der en nøgle der, som jeg kan putte i låsen i døren, og så sige "desværre, der er lukket". Men der er ingen grund til at parkere bilen, så længe den kører godt.

Var bange for folk ville tro det skulle lukke

Hun bliver heller aldrig træt af at åbne sit private hjem og have for offentligheden. Hun nyder nemlig at se, hvad det gør ved mennesker, når de går rundt i haven og får, hvad hun kalder for "vitaminer".

– En plante giver du lidt vand, og er der en gren, der er knækket, så skal du lige give den en støtte der og en lille støtte der. Så pludselig begynder planten at trives og have det godt. Sådan har jeg det med at invitere folk ind i min have. Jeg ser, de trives, og det glæder mig så meget. Altså det der med, at de får en ny energi og sænker skuldrene.

– Man kan give folk noget balsam til sjæl og krop i den her ellers urolige og lidt forfærdelige verden, som man skal forholde sig til. Her hos mig kan du trække de lyserøde rullegardiner ned og bare nyde skaberværket og jordkloden, så skøn som den måske engang var.

Om vinteren kommer næsten ingen, og det lever hun også fint med.

– Når du kommer sidst på sæsonen, så kan du godt være meget træt efter en hel sæson, hvor du bare har haft fuld fart på. Men så lukker Bornholm ned, så bliver der stille. Så kan du lige få lov til at trække vejret dybt igen. Og jeg føler mig jo aldrig ensom, når jeg sidder og arbejder her, fordi man arbejder med noget, som man synes er spændende. Og så ser man frem imod den der sæson, hvor der bare er fuld fart på, siger Anina Kofod, som tror, at der er mange på Bornholm, som kun har åbent i sommerhalvåret, som har det på samme måde.

– Så står vi klar med kasketten, når foråret starter, og så er vi klar til både at sælge pølser og chokolade og keramik og alt, hvad vi har haft gang i hele vinteren. Jeg tror, vi har det alle sammen på den samme måde her på øen. Den der rytme.

Men vil det sige, at du kommer til at bo her, indtil du skal bæres ud?

– Simpelthen! Ja, det håber jeg. Jeg holder så meget af stedet her. Det er også derfor, jeg gav den hele armen, da mine søstre flyttede. Og jeg gjorde faktisk næsten endnu mere ud af det. For jeg var så bange for, at nogen skulle tro, at jeg var ved at lukke ned. Eller at det skulle lide sådan en sej, pinefuld død, hvor der bare var en lillebitte tør blomst ude foran. Så jeg lavede om, og jeg lavede nye ting, og jeg lavede virkelig noget ud af det, så folk kunne se, at jeg havde faktisk tænkt mig at fortsætte det.

Haven manglede noget farve, og så tog Anina Kofod noget af hendes keramik derud, blandt andet blå svampe. Det var en rigtig god idé.

Det er ikke kun keramik, man kan købe, men også brugskunst lavet af jern og mange andre ting.

Anina Kofod har plantet meget for at få læ i haven, men hun har valgt, at man stadig skal kunne kigge ud over markerne fra den ene ende af haven.

Anina Kofod bor sammen med sin mor og sin ene søster, som er vendt hjem til Bornholm efter 10 år i udlandet. Men Anina er i dag den eneste fra familien, som har noget med virksomheden Kræmmerhuset at gøre.

Kræmmerhuset

Lidt udenfor Årsballe by ligger en stor murstensbygning med tårn, som er opført i 1886 af den bornholmske nationalarkitekt Mathias Bidstrup. Bygningen havde oprindelig navnet Strangegård, og det har huset en grundtvigiansk højskole og forsamlingshus.

I dag har stedet fået navnet Kræmmerhuset, og her har keramiker og haveentusiast Anina Kofod siden 1995 udviklet en 7000 kvadratmeter besøgshave med haverum, en stor dam, stensætninger, gammel bro, pergolaer, roser, staudehaver og et japansk tehus.

Inde i bygningen er der indrettet en butik, hvor man på to etager kan gå på opdagelse i et univers af unika og brugskunst. På første sal er der indrettet et ‘Eventyrloft’ med blandt andet Tivolispejle og kostumer til glæde for de mindste.