WHO-chef befandt sig få meter fra mål for israelsk angreb
WHO-chef var på vej om bord på et fly i Yemens hovedstad, da lufthavnen kom under angreb. Tre blev dræbt.
Generalsekretæren i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og ansatte i FN befandt sig lufthavnen i Yemens hovedstad, Sanaa, da et israelsk luftangreb ramte.Det skriver generaldirektøren, Tedros Adhanom Ghebreyesus, i en pressemeddelelse fra WHO.
- Da vi var på vej til at gå om bord på vores fly i Sanaa omkring klokken 17 lokal tid, kom lufthavnen under angreb. En af vores flys besætningsmedlemmer blev såret, skriver han.
- Mine FN-kolleger, WHO-kolleger og jeg selv er i sikkerhed, skriver han videre.
Flyvekontroltårnet og landingsbanen blev beskadiget sammen med afgangshallen, der ligger få meter fra, hvor WHO-chefen befandt sig, skriver han.
Ud over lufthavnen ramte luftangrebene et kraftværk og havnen Ras Isa i den vestlige region Hodeida.
Seks personer er blevet dræbt, og 42 er såret, oplyser sundhedsministeriet i landet. Ministeriet kontrolleres af den militante bevægelse houthierne, der er allieret med Hamas, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Tre mennesker blev dræbt under angrebet på lufthavnen, og 30 blev såret.
Det er uklart, om de er civile.
Houthierne har efterfølgende beskrevet angrebene som "barbariske".
Israel beskylder ifølge dpa houthiernes militær for at bruge civil infrastruktur til militære formål såsom at smugle våben fra Iran. Iran støtter både houthierne og Hamas.
FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrede senere torsdag til at nedskalere konflikten mellem houthierne og Israel.
De israelske luftangreb finder sted efter omkring et års "konfliktoptrappende handlinger" fra houthierne i Det Røde Hav og regionen. Det "truer civile, regionens stabilitet og maritim frihed i området", siger Guterres.
Det Røde Hav ligger ud til Yemens vestkyst mellem Afrika og den Arabiske Halvø.
Han opfordrer alle parter til at beskytte den civile befolkning og den civile infrastruktur.
Israels hær har bekræftet, at angrebene fandt sted, skriver dpa.
- Baseret på efterretninger angreb kampfly militære mål tilhørende houthiernes terrorstyre på Yemens vestkyst og længere inde i landet, lyder det.
Israel har ikke kommenteret på, at angrebet fandt sted få meter fra WHO-chefen.
/ritzau/