Hotline hjælper kæledyrsejere i sorg over tabet af firbenet ven

27. DEC 2024 • 15:30INDLAND/KRIMINAL

Psykologistuderende på Aalborg Universitet bruger hotline som træning i at tale med sorgramte klienter.

De fleste kæledyrsejere ved, at tabet af en firbenet ven kan være stort. Men det er ikke altid, omverdenen har forståelse for sorgen.

Men der er hjælp at hente fra en hotline, som studerende på Aalborg Universitet driver.

"Sorg over dyr-linjen" rådgiver personer i sorg efter tabet af et kæledyr.

Det er psykologistuderende, der står bag hotlinen, forklarer lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

- Dem, der ringer til os, er typisk folk, der ikke føler, at de kan tale med deres omgivelser om det og ikke møder forståelse hos andre for deres sorg, siger hun til Ritzau

Op mod hver femte kæledyrsejere har oplevet, at deres familie og venner syntes, at deres sorgreaktion efter tab af et kæledyr var overdrevet.

Det viser en undersøgelse foretaget af Center for Menneske-dyr-psykologi ifølge DR Nyheder.

Det er ifølge Tia Hansen "helt naturligt", at vi føler sorg over tabet af en nær relation, uanset om det er et to- eller firbenet væsen.

- Jo større tilknytning, jo mere sorg vil man føle, og det er uanset om det er et menneske eller et dyr, der er gået bort.

- Man skal huske på, at et kæledyr ofte er en endnu tættere integreret del af hverdagen end for eksempel et fjerntstående familiemedlem, siger hun.

På telefonrådgivningen kan de kriseramte kæledyrsejere møde en accept af, at det er o.k. at sørge, forklarer hun.

For de studerende er der også en god portion læring i at tale med de sorgramte.

- De studerende, der driver linjen, er kandidatstuderende i psykologi. Deres første møde med folk, der har det svært, kan netop være hotlinen.

- Her finder de ud af, at det er en stor opgave at finde ud af, hvordan man taler med folk, der har det svært, siger Tia Hansen.

Selv om telefonlinjen har eksisteret siden 2021, er telefonerne ikke ligefrem rødglødende.

- Men vi kan se, det varierer meget i forhold til, om vi har været i eksponeret i medierne, eller der for eksempel er en influencer, der har nævnt os.

- Hvis det sker, får vi typisk flere opkald i en periode. Det tolker jeg sådan, at behovet for rådgivning er til stede, men der er bare ikke så mange, der har hørt om tilbuddet endnu, siger Tia Hansen.

Rådgivningstilbuddet er åbent to timer om aftenen fire dage om ugen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT