Finsk politi går om bord på tankskib efter kabelbrud
Finske myndigheder efterforsker sabotage i forbindelse med afbrydelser på kabler i Østersøen.
Finsk politi har stoppet et tankskib, som mistænkes for at have være årsagen til flere afbrudte kabelforbindelser i Østersøen mellem Finland og Estland.Det siger politiet torsdag ifølge Reuters på et pressemøde med flere andre finske myndigheder.
Politiet og den finske kystvagt er gået om bord på skibet, og kystvagten melder, at man har overtaget kontrollen med skibet og vil sejle det ind i finsk farvand.
Da kystvagten nærmede sig skibet, kunne man se, at det ikke havde nogen ankre oppe. Skibets besætning blev beordret til at hæve skibets ankre.
Her viste det sig, at ankrene var væk, lyder det.
Ifølge finsk politi er det formentlig et anker fra tankskibet, der har forårsaget skaden på strømkablet Estlink 2, som der opstod en afbrydelse på onsdag.
Finsk politi siger, at man gik om bord på skibet natten til torsdag. Politiet efterforsker nu "alvorlig sabotage".
Hvilken skade, der er sket på elkablet, vides endnu ikke.
Det finske energiselskab Fingrid har oplyst i en meddelelse torsdag, at skaden på kablet er blevet lokaliseret på den del af kablet, der ligger under vandet i Den Finske Bugt. Det er den østligste bugt i Østersøen.
Tankskibet er samtidig mistænkt for at have forårsaget afbrydelser på tre kommunikationskabler mellem Finland og Estland. Estland har sagt, at afbrydelserne blev opdaget onsdag aften.
Olietankeren, som de finske myndigheder er gået om bord på, hedder "Eagle S". Det oplyser den finske kystvagt. Skibet er registreret på Cookøerne, som er et selvstyrende newzealandsk territorium i Stillehavet.
Både skibets ejer og dets besætning vil blive undersøgt, siger de finske myndigheder.
Det finske toldvæsen mener, at "Eagle S" opererer som en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde.
Den består af tankskibe, som sejler under andre landes flag end Ruslands. På den måde opretholder Rusland sin olieeksport på trods af sanktioner.
/ritzau/