Israelsk luftangreb dræber ti og sårer adskillige i Gaza By
Luftangreb kostede ti personer livet, mens adskillige flere er blevet såret, lyder det fra læger i Gaza By.
Ti personer er blevet dræbt, og adskillige flere er blevet kvæstet i forbindelse med et israelsk luftangreb, som har ramt et hus i Gaza By.Det oplyser medicinsk personale i det krigsplagede område Gazastriben ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til torsdag.
Det står ikke helt klart fra Reuters' oplysninger, præcis hvornår angrebet skulle have fundet sted. Det er heller ikke beskrevet, præcis hvor mange personer der er blevet kvæstet i angrebet.
Ifølge nyhedsbureauet skulle det dog været sket i Zeitoun-nabolaget, som ligger centralt i Gaza By i den nordlige del af Gazastriben.
Israels militær, IDF, har ikke kommenteret angrebet.
Krigen i Gazastriben står mellem Israel og den militante gruppe Hamas. Den har været i gang, siden Hamas 7. oktober sidste år angreb Israel.
Hamas tog omkring 250 personer til fange i forbindelse med angrebet 7. oktober. Omkring 1200 personer blev dræbt, hvoraf størstedelen var civile.
Israels angreb i Gazastriben har kostet flere end 45.200 mennesker livet, siden Hamas angreb Israel 7. oktober 2023, viser tal fra områdets sundhedsministerium.
Menneskerettighedsorganisationerne Amnesty International og Human Rights Watch har anklaget Israel for at begå folkedrab på palæstinenserne i Gazastriben.
Samtidig har Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Ifølge ICC er han ansvarlig for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza. Også den tidligere forsvarsminister Yoav Gallant kan stilles til ansvar, mener ICC. Ham er der ligeledes udstedt en arrestordre på.
Israel har gentagne gange afvist enhver anklage om folkedrab i Gaza. Landet respekterer de internationale love og har ret til at forsvare sig selv mod Hamas, har det lydt.
/ritzau/