USA sanktionerer rigmand i Georgien efter protester i landet
USA fordømmer georgiske myndigheders hårde behandling af demonstranter, siger Antony Blinken.
USA har indført sanktioner mod den georgiske rigmand Bidzina Ivanishvili, som ifølge USA underminerer landets demokrati.Det oplyser USA's udenrigsminister, Antony Blinken, i en pressemeddelelse fredag.
Bidzina Ivanishvili anses for at være en af de mest magtfulde personer i Georgien. Milliardæren har stor indflydelse på regeringspartiet Georgisk Drøm, som han har stiftet.
- Ivanishvilis og Georgisk Drøms handlinger har udhulet demokratiske institutioner, muliggjort krænkelser af menneskerettigheder og stået i vejen for udøvelsen af rettigheder i Georgien, siger Antony Blinken.
Det lille land i Kaukasus har i den seneste tid vakt større og større bekymring blandt vestlige lande. De frygter, at landet fjerner sig fra Europa og i stedet nærmer sig Rusland.
Sanktionerne kommer efter en periode, hvor der har været beskrivelser af georgiske myndigheders brutale adfærd over for demonstranter.
Det fordømmer USA, siger Blinken. Han kalder det voldelig undertrykkelse af georgierne.
Ifølge en rapport fra Amnesty International er flere end 80 anholdte demonstranter blevet indlagt på hospitalet.
De har haft skader i ansigtet og knoglebrud. De har også fået slag mod hovedet, som har ført til hjernerystelse.
Protesterne opstod i kølvandet på regeringens beslutning om at udskyde forhandlinger om medlemskab af EU indtil 2028.
EU havde fra sin side allerede sat processen for medlemskab i bero. Det skete efter valget i Georgien i oktober. Her genvandt Georgisk Drøm magten.
Tidligere i december foreslog EU-Kommissionen at indføre sanktioner mod personer i Georgien, som bruger vold mod oppositionen.
Det blev dog nedstemt af Ungarn og Slovakiet, som gjorde brug af deres vetoret. Det fortalte flere diplomater anonymt til mediet Euronews.
Omvendt vil EU arbejde videre med et forslag om at begrænse visumfri indrejse for georgiere til EU-lande. Her kræves der ikke enstemmig opbakning fra landene.
Sanktionerne mod Bidzina Ivanishvili betyder, at USA indefryser de midler, han har i landet.
/ritzau/