Tre kabler mellem Finland og Estland afbrudt en dag efter skadet kabel
Onsdag morgen var der meldinger om afbrydelser på elkabel mellem Finland og Estland. Tre flere har problemer.
Yderligere tre kabler mellem Finland og Estland oplever afbrydelser.Det oplyser Laura Laaster, der er talsperson for Estlands ministerie for økonomi og kommunikation, til det estiske medie ERR.
Der er tale om tre kommunikationskabler.
- Årsagen til afbrydelserne er på nuværende tidspunkt ukendt, men ejerne af kablerne arbejder på at reparere dem, og det har ingen påvirkning for brugerne, lyder det fra talspersonen.
Afbrydelserne blev opdaget onsdag aften, kort tid efter at der var meldinger om afbrydelser på et andet kabel mellem Finland og Estland.
Her er der tale om et elkabel, der løber mellem de to lande, som er blevet beskadiget.
To af de tre kommunikationskabler, der oplever problemer, er ejet af det estiske teleselskab Elisa Group. Det tredje er ejet af det kinesiske teleselskab Citic Telecom.
- Relevante myndigheder undersøger mulige årsager til afbrydelserne, lyder det videre fra Laaster.
Elkablet Estlink 2, hvis forbindelse blev afbrudt onsdag ved middagstid, er blevet beskadiget. Det oplyste det finske energiselskab Fingrid torsdag.
Overvågningschefen for selskabet, Arto Pahkin, sagde onsdag, at man ikke kunne udelukke sabotage, men at selskabet har oplevet lignende problemer tidligere i år.
Finsk politi undersøger det beskadigede elkabel. Torsdag lyder det, at politiet er gået om bord på et tankskib, som mistænkes for at have beskadiget flere kabler.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den finske kystvagt siger, at man beordrede skibet til at hæve sine ankre. Det viste sig, at ankrene var væk, lyder det.
Hvilken skade på elkablet, der er tale om, er uvist. Men Fingrid oplyste i en meddelelse torsdag, at skaden på kablet er blevet lokaliseret på den del af kablet, der ligger under vandet i Den Finske Bugt.
/ritzau/