Fransk skiløber skal opereres ved hjernen efter styrt

27. DEC 2024 • 20:38SPORT

Cyprien Sarrazin er ved bevidsthed, men skal opereres ved hjernen efter voldsomt styrt tidligere fredag.

Den franske skiløber Cyprien Sarrazin styrtede fredag voldsomt under træningen til World Cup-afdelingen i italienske Bormio.

Han skal nu opereres for at dræne en blødning ved hjernen.

Det oplyser Frankrigs Skiforbund (FFS) ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sarrazin var på vej ned ad bjerget Stelvio, hvor han sidste år sejrede i disciplinen styrtløb, da han mistede kontrollen over skiene og faldt adskillige meter, før han landede hårdt på ryggen.

Efterfølgende blev han hentet med helikopter og fløjet på hospitalet.

I et opslag på det sociale medie X skrev Eurosport France i første omgang, at Sarrazin var ved bevidsthed.

Senere berettede Frankrigs Skiforbund, at Sarrazin er blevet diagnosticeret med et subduralt hæmatom - en blødning nær hjernen - og at Sarrazin er indlagt på den neurologiske intensivafdeling på et italiensk hospital.

- Efter yderligere undersøgelser er det efter aftale med de italienske kirurger blevet besluttet at operere Cyprien fredag aften for at dræne det subdurale hæmatom, lyder det fra FFS.

Træningen blev indstillet i 20 minutter efter styret, før den blev genoptaget. I den første af træningerne torsdag havde Cyprien Sarrazin vist sig som hurtigste mand.

Sarrazins holdkammerat Nils Allègre har efterfølgende kritiseret arrangøren for forholdene.

- Bakken var dårligt præpareret. Der er ingen respekt for løberne, farten skal ned. Jeg tør ikke tænke på, at vinter-OL i 2026 skal afvikles her, siger Nils Allègre ifølge L'Equipe.

Sarrazin var da heller ikke den eneste, der kom galt afsted ved træningen fredag. Italienske Pietro Zazzi pådrog sig et dobbelt benbrud, som han skal opereres for lørdag.

Stelvio er lørdag vært for styrtløb, og søndag gælder det konkurrencen i super-G samme sted.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT