Svensk kystvagt øger overvågningen af skibe i Østersøen
Sverige sætter skibe og fly ind for at øge overvågningen af skibe efter flere kabelbrud i den seneste tid.
Den svenske kystvagt øger sin overvågning af skibstrafikken i Østersøen som følge af et nyligt kabelbrud i Den Finske Bugt.Det skriver kystvagten i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Formålet med den øgede tilstedeværelse er blandt andet at beskytte kritisk infrastruktur under vandet, skriver kystvagten.
Et elkabel og flere datakabler, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, blev 25. december beskadiget.
Det er den hændelse, der nu har fået den svenske kystvagt til at skrue op for overvågningen. Det siger Daniel Stenling, vicechef for operationer, i pressemeddelelsen.
- Kystvagten ser alvorligt på den seneste tids gentagne skader på infrastruktur under vandet. Som følge af hændelsen i Den Finske Bugt har kystvagten nu forstærket søovervågningen. Det sker blandt andet med fartøjer og fly, siger Daniel Stenling.
Finsk politi gik natten til torsdag om bord på olietankeren "Eagle S". Politiet mistænker, at skibet har forårsaget kabelskaderne.
"Eagle S" sejlede fra Sankt Petersborg natten til 25. december. Finlands toldvæsen mener, at skibet er en del af Ruslands skyggeflåde, som omgår sanktioner ved ikke at sejle under russisk flag.
Hændelsen juledag skete, efter at to kabler længere vestpå i Østersøen blev beskadiget i november. De løb mellem henholdsvis Finland og Tyskland og Sverige og Litauen.
Her kom det kinesiske skib "Yi Peng 3" hurtigt under mistanke, fordi det havde sejlet forbi området med kablerne, hvorefter der blev konstateret skader.
Det samme gælder "Eagle S".
Fredag har også forsvarsalliancen Nato sagt, at man vil øge tilstedeværelsen i Østersøen efter kabelbruddene.
Det har ikke fremgået, hvordan Nato konkret vil øge sin tilstedeværelse i området.
/ritzau/