Præsident opløser Tysklands parlament og udskriver valg

27. DEC 2024 • 11:42UDLAND

Efter regeringskollaps var det ventet, at de tyske vælgere skulle til parlamentsvalg inden for få måneder.

Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, har besluttet at opløse det tyske parlament og udskriver valg til afholdelse 23. februar 2025.

Det meddeler han på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Valget udskrives efter et par måneder med stor politisk uro i Tyskland.

Den tyske koalitionsregering bestående af socialdemokratiske SPD, det liberale FDP og partiet De Grønne kollapsede i november, og i midten af december udtrykte et flertal i parlamentet mistillid til forbundskansler Olaf Scholz.

Når der erklæres mistillid til en forbundskansler, har præsidenten 21 dage til at beslutte, om parlamentet skal opløses eller ej - og dermed om der skal udskrives valg.

Et eventuelt valg skal ifølge loven finde sted senest 60 dage efter mistillidsafstemningen.

Det var på forhånd ventet, at Steinmeier 27. december ville annoncere, om parlamentet ville blive opløst.

Ifølge meningsmålinger ser valget ud til at blive svært for Olaf Scholz, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

I de seneste målinger står det konservative CDU til at få omkring ti procentpoint flere stemmer end SPD.

Den tyske koalitionsregering brød sammen, da Scholz fyrede sin finansminister, Christian Lindner, og FDP trak sig ud af regeringen.

Der blev derefter dannet en ny mindretalsregering bestående af SPD og De Grønne - fortsat med Olaf Scholz som kansler.

Op til fyringen af Christian Lindner var der store uenigheder internt i regeringen om, hvilken økonomisk politik den skulle føre.

FDP kom under finanslovsforhandlingerne i efteråret med krav om skattelettelser og nedskæringer. De var nødvendige for at hive Tyskland ud af en økonomisk krise, mente partiet.

Det var også nødvendigt at udskyde klimamål, lød det fra FDP.

Men de forslag var Scholz' socialdemokratiske parti og De Grønne imod.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT