Putin er åben for fredsforhandlinger med Ukraine i Slovakiet
Slovakiet har tilbudt at være vært for mulige fredsforhandlinger. Putin ser ingen grund til at takke nej.
Slovakiet har tilbudt at være vært for eventuelle fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine.Og den invitation tager Rusland gerne imod.
Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er ikke imod det, hvis det kommer dertil, siger Putin.
Meldingen kommer, få dage efter at Slovakiets premierminister, Robert Fico, har besøgt Putin i den russiske hovedstad, Moskva.
- Hvorfor ikke? Når Slovakiet har indtaget en så neutral position, siger Putin med henvisning til de mulige fredsforhandlinger i landet.
Slovakiet er ét af flere EU-lande i Central- og Østeuropa, som har udtrykt skepsis over for EU's støtte til Ukraine i krigen mod Rusland.
Ud over at være tilbageholdende i forhold til støtten til Ukraine har Slovakiet - ligesom eksempelvis Ungarn - opretholdt kontakten til det russiske styre og præsident Putin under krigen i Ukraine.
Ifølge den slovakiske udenrigsminister, Juraj Blanar, har landet informeret Ukraine om, at Slovakiet gerne vil bidrage til en fredsproces.
- Slovakisk diplomati er forberedt på aktivt at bidrage til fredsprocessen på denne måde, og vi har også informeret vores ukrainske partnere om muligheden, sagde han i en udtalelse torsdag.
Ifølge Vladimir Putin var mulige fredsforhandlinger et emne, der blev drøftet under Ficos besøg i Moskva inden jul.
- Det var faktisk ham, der primært talte om en fredelig løsning, sagde Putin på et pressemøde torsdag ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Til februar har krigen i Ukraine varet i tre år.
Det var Rusland, der iværksatte krigen med invasionen af nabolandet 24. februar 2022.
Den russiske invasion af Ukraine er blevet fordømt i Vesten, hvor de fleste lande har vendt Putin og Rusland ryggen.
/ritzau/