Demonstranter kræver deres strande tilbage på spanske ferieøer

20. OKT 2024 • 18:09UDLAND

- Den her strand er vores, råbte demonstranter, som søndag i tusindvis gik blandt solbadende turister på ø.

Alene i år har der været over fire gange så mange turister på De Kanariske Øer, som der er indbyggere.

Og det er mere, end hvad det populære rejsemål kan klare.

Det var budskabet, da tusindvis af mennesker søndag demonstrerede mod masseturisme på tværs af De Kanariske Øer.

Blandt argumenterne mod de mange turister er, at de lokale presses ud af boligmarkedet.

Både på Gran Canaria, Tenerife, La Palma, Fuerteventura, Lanzarote og El Hierro er der søndag blevet demonstreret.

I Playa de Las Americas på Tenerife gik demonstranterne på stranden, mens turister solbadede:

- Den her strand er vores, råbte de.

Aktivisterne siger, at de årligt millioner af besøgende skader miljøet og naturressourcer på øerne.

Mindst 8000 har deltaget i demonstrationerne ifølge den spanske regering.

Mellem januar og september besøgte 9,9 millioner turister De Kanariske Øer ifølge Det Nationale Spanske Statistikinstitut.

Det er over 10,3 procent flere end samme periode i 2023.

De populære spanske ferieøers befolkningstal var sidste år på 2,2 millioner.

- Vi har brug for en forandring i turismemodellen, så der passes på vores rige natur her - en forandring, så der bliver sat pris det, som dette land besidder, for det er smukt, siger 32-årige Sara Lopez søndag til nyhedsbureauet Reuters på Gran Canaria.

På tværs af Spanien, som økonomisk i høj grad er afhængigt af turismen, har der i løbet af i år været flere demonstrationer mod de mange turister.

Det er blandt andet tilfældet i Barcelona og Málaga samt på Mallorca.

Den regionale regering på De Kanariske Øer har lavet udkast til lovgivning, som skal stramme reglerne for kortvarig udlejning af boliger. Loven ventes vedtaget senere på året.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT