Talsperson: Drone blev affyret mod Benjamin Netanyahus hjem

19. OKT 2024 • 09:55UDLAND

Ingen personer er kommet noget til, efter at drone angiveligt blev affyret mod Netanyahus private bolig.

En drone er blevet affyret mod Israels premierminister Benjamin Netanyahus private hjem i byen Caesarea.

Det siger hans talsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Reuters skriver, at der er tale om premierministerens sommerresidens.

Ingen personer er kommet noget til, og ifølge talsmanden befandt Netanyahu sig ikke i hjemmet, da dronen blev affyret - angiveligt fra Libanon.

Tidligere lørdag har en række andre medier berettet, at et droneangreb havde fundet sted i Caesarea, der ligger i den nordlige del af Israel.

De henviser alle til en udmelding fra det israelske militær.

Israel er nærmest dagligt blevet beskudt af den libanesiske gruppe Hizbollah siden den 7. oktober sidste år, da Hamas angreb Israel fra Gaza og dræbte 1200 mennesker.

Lørdag formiddag dansk tid har hverken Hizbollah eller andre militante grupper taget ansvar for angrebet mod Netanyahus hjem, skriver Reuters.

Ifølge det israelske militær blev flere droner lørdag sendt ind over den israelsk-libanesiske grænse.

Mindst to blev opfanget, mens en tredje skal have ramt en bygning i Caesarea. Det står ikke klart, hvilken bygning der er blevet ramt.

Konflikten mellem parterne er taget til i styrke den seneste måned.

Fredag udtalte det israelske militær, at det vil mobilisere flere reserver og sende en brigade til Libanon for at bekæmpe Hizbollah.

Målet er, at Hizbollahs beskydning af Israel med raketter skal standses, sådan at de titusindvis af israelere, der er fordrevet af raketterne fra det nordlige Israel, kan vende tilbage.

Det drejer sig om 60.000-70.000 mennesker.

I begyndelsen af oktober gik israelske landstyrker ind i Sydlibanon, ligesom luftangreb blev intensiveret.

Blandt andre har Israel dræbt den øverste leder for Hizbollah, Hassan Nasrallah, ved et luftangreb.

Hizbollah siger, at militsen skyder raketter mod Israel i solidaritet med Hamas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT