To personer på hospitalet efter brand i britisk atomubådsværft
Brand sendte sort røg i vejret ved værft i England, hvor atomubåde bygges. Ifølge politi er der ingen risiko.
Myndigheder har evakueret et område omkring et værft i det nordvestlige England, hvor britiske atomubåde bygges, efter at en brand brød ud tidligt onsdag.Der er ingen større fare på grund af branden, oplyser britisk politi.
Billeder på sociale medier viser flammer og sort røg fra toppen af bygningskomplekset Devonshire Dock Hall.
To mennesker er blevet bragt på hospitalet efter at have indåndet røg.
- Der er ingen atomrisiko, oplyser politiet.
- Men folk, som bor tæt på, rådes til at blive indendørs, mens beredskabstjenester reagerer på hændelsen, lyder det videre.
Folk opfordres til at holde døre og vinduer lukkede.
BAE Systems, som er det største britiske forsvarsselskab, siger, at det arbejder sammen med beredskabstjenesterne om at håndtere branden.
Ifølge selskabet er en af de to personer blevet udskrevet fra hospitalet.
- Området omkring Devonshire Dock Hall er blevet evakueret, og der er gjort rede for alle, siger en talsperson.
Der er endnu ikke blevet oplyst en officiel årsag til branden. Det britiske medie Sky News erfarer, at det undersøges, om fejl i udstyr er skyld i branden. Meldingen er ikke bekræftet.
På området bygges en række af de vigtigste britiske fartøjer. Der er omkring 10.000 ansatte.
Komplekset er på omkring 24.000 kvadratmeter og dermed ifølge BAE Systems det næststørste værft af sin slags i Europa.
/ritzau/Reuters