Mindst 51 mister livet i voldsomme oversvømmelser i Spanien

30. OKT 2024 • 10:31UDLAND

Spanske myndigheder kæmper stadig med at komme frem til nogle mennesker efter oversvømmelser.

Mindst 51 mennesker er døde, efter at voldsomme oversvømmelser har ramt den østlige spanske Valencia-region.

Det oplyser lokale myndigheder onsdag.

En koldfront bevægede sig tirsdag på tværs af sydlige og østlige dele af landet og skabte oversvømmelser i byer og på veje.

En række videoer på sociale medier, som kom frem i løbet af natten, viste mennesker, som blev fanget af de store vandmængder.

Flere måtte kravle op i træer for at undgå at blive taget med.

Carlos Mazon, der er leder af regionen Valencia, siger ved et pressemøde, at nogle mennesker stadig er isoleret på steder, hvor myndigheder ikke kan komme frem.

- Hvis beredskab ikke er kommet frem, handler det ikke om manglende midler, men om problemer med at få adgang, siger han.

Myndighederne i de værst ramte områder opfordrede borgere til at blive hjemme. Der blev advaret imod unødvendige rejser.

Folk opfordres til fortsat at holde sig opdateret og undgå at bevæge sig ud på vejene visse steder.

Billeder fra spansk tv viste, hvordan vandmasserne trak biler gennem gaderne i byen Letur, der ligger omkring 80 kilometer vest for havnebyen Alicante.

Med hjælp fra droner ledte beredskabsmandskab efter flere personer, der var meldt savnet i netop Letur.

Oversvømmelserne har desuden skabt forstyrrelser i tog- og flytrafikken.

Tog til både Madrid og Barcelona er blevet aflyst.

Spaniens meteorologiske institut, Aemet, som udsendte en rød alarm, oplyser, at der i nogle områder af Valencia faldt omkring 200 millimeter regn. Det gjaldt i Turis og Utiel.

Skolerne i Valencia holder onsdag lukket, ligesom flere sportsarrangementer er blevet aflyst.

Fodboldklubben Valencia har bedt om at få udskudt sin kamp i den spanske pokalturnering, Copa del Rey, mod holdet Parla Escuela. Den står til at blive afviklet klokken 21.00 i Madrid.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, skrev tirsdag aften om situationen på det sociale medie X.

- Jeg følger med bekymring meldingerne om de savnede personer og de skader, som uvejret har forårsaget i de seneste timer, skrev han.

Dødstallet lader til at være det højeste i Europa på grund af oversvømmelser siden 2021. Her mistede næsten 200 mennesker livet, hovedsageligt i Tyskland.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT