Spansk premierminister advarer om fortsat fare for oversvømmelser
På blot otte timer faldt et års nedbør i by i Valencia-regionen. Mudder og vand flød gennem gaderne.
Faren er ikke drevet over i Spanien, hvor mindst 62 mennesker har mistet livet som følge af oversvømmelser.Sådan lyder det fra Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, der onsdag har holdt en tv-tale om ødelæggelserne i det østlige og sydlige Spanien.
Han opfordrer folk til stadig at være på vagt og udtrykker medfølelse med ofre og pårørende.
- Hele Spanien græder med jer alle, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vores vigtigste prioritet er at hjælpe jer. Vi efterlader jer ikke, fortsætter han.
En koldfront bevægede sig tirsdag på tværs af sydlige og østlige dele af landet og skabte omfattende oversvømmelser i byer og på veje.
I nogle områder af Valencia-regionen faldt omkring 200 millimeter regn, blandt andet Utiel. Det førte til hastigt stigende vandmængder og mudder og vand, der flød gennem gaderne.
- I går var den værste dag i mit liv, siger Ricardo Gabaldón, borgmester i Utiel, hvor der bor omkring 12.000, ifølge spanske TVE.
- Vi blev fanget som rotter, siger han.
- Biler og affaldscontainere flød ned ad gaden. Vandet steg tre meter.
I byen Chiva nær Valencia faldt ifølge BBC et års nedbør på blot otte timer.
Dagen efter opfordrer premierministeren folk til ikke at køre på eller nær broer.
Flere europæiske lande har tilbudt hjælp.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skriver på det sociale medie X, at det er "frygteligt" at se udviklingen i Spanien.
- Mine tanker går til ofrene, deres familier og redningsholdene, skriver hun.
- EU har allerede tilbudt støtte.
Kort efter premierministerens tale opdaterede regionale myndigheder i Valencia dødstallet til 62 fra tidligere 51.
Premierminister Pedro Sánchez lover, at myndigheder vil arbejde for at genopbygge de ramte områder.
- Til de landsbyer og byer, som er blevet ødelagt af denne tragedie, siger jeg: Sammen vil vi genopbygge jeres gader, jeres pladser, jeres broer, siger han.
/ritzau/