Flere personer meldes dræbt af angreb mod libanesisk kystby
Et israelsk angreb har ifølge lokal borgmester i Libanon kostet mindst ti personer livet.
Flere personer er tirsdag blevet dræbt i et israelsk angreb mod kystbyen Sarafand i det sydlige Libanon.Det siger Libanons sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP. Også byens borgmester beretter om angrebet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sundhedsministeriet og borgmesteren melder om henholdsvis mindst otte og mindst ti dræbte.
Størstedelen af de dræbte skal have været kvinder og børn. Antallet af dræbte kvinder og børn kan være med til at indikere, om der er tale om civile tab, da der traditionelt er stor overvægt af mænd blandt soldater.
Foruden de dræbte er flere blevet såret, skriver sundhedsministeriet.
- Den israelske fjendes angreb på Sarafand her til aften har ifølge de foreløbige tal kostet otte personer livet og såret 21, skriver ministeriet.
Ministeriet tilføjer, at redningsfolk er i gang med at lede efter overlevende.
Sarafand er en mindre by, der ligger ud til Middelhavet i det sydlige Libanon. Den ligger lige syd for Libanons tredjestørste by, Sidon.
Angrebet i Sarafand sker dagen efter et andet dødeligt israelsk angreb mod Libanon.
Mandag blev mindst 60 personer således meldt dræbt i israelske angreb i flere områder omkring byen Baalbek i Bekaadalen, der ligger i det østlige Libanon.
Bekaadalen er et område af Libanon, hvor den militante libanesiske bevægelse Hizbollah har kontrollen.
Israel har siden 7. oktober sidste år, hvor den militante bevægelse Hamas gennemførte et blodigt angreb i Israel, bekæmpet både Hamas og libanesiske Hizbollah.
Særligt den seneste halvanden måneds tid har Israel optrappet sine angreb mod Hizbollah.
I slutningen af september resulterede det blandt andet i, at Hizbollahs mangeårige leder, 64-årige Hassan Nasrallah, blev dræbt i en forstad syd for Libanons hovedstad, Beirut.
/ritzau/