Tre kinesiske astronauter skal hjælpe drømmen om Månen på vej

30. OKT 2024 • 00:28UDLAND

Kina håber at sende astronauter til Månen senest i 2030. Ny rummission skal være med til at bane vejen.

Tre kinesiske astronauter er tidligt onsdag lokal tid blevet sendt af sted mod den kinesiske rumstation Tiangong.

Det oplyser det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua og stats-tv CCTV.

De tre skal i løbet af deres mission gennemføre en lang række eksperimenter. Det skal bidrage til Kinas større plan om at sende astronauter til Månen senest i 2030 og på længere sigt også at oprette en månebase.

Missionen, der har navnet Shenzhou-19, forlod affyringsbasen i det nordvestlige Kina onsdag klokken 04.27 lokal tid (tirsdag klokken 21.27 dansk tid).

Blandt de tre er den 34-årige rumfartsingeniør Wang Haoze. Hun bliver den tredje kinesiske kvinde, der sendes ud i rummet.

De to øvrige astronauter er 48-årige Cai Xuzhe, der er tidligere pilot og også tidligere har været i rummet, samt 34-årige Song Lingdong.

Kina har under præsident Xi Jinping intensiveret jagten på at opnå landets "rumdrøm". Indtil videre er Kina blandt andet lykkedes med at sende mennesker i kredsløb om Jorden og lande robotter på Månen og Mars.

Rumstationen Tiangong betragtes desuden som en af Kinas store rumsucceser.

Der befinder sig tre astronauter på rumstationen, og de udskiftes en gang hvert halve år.

Shenzhou 19-missionen, der onsdag er sendt af sted, skal om bord på Tiangong blandt andet eksperimentere med en slags mursten, der er lavet af materialer, der minder om jorden på Månen.

Det er meget dyrt at transportere materiale ud til rummet, og Kina håber derfor på at kunne bruge jorden på Månen til at bygge en eventuel månebase. Det oplyser CCTV.

Kina har de seneste årtier brugt flere milliarder dollar på at udvikle et rumprogram, der kan måle sig med Europas og USA's.

Rumstationen Tiangong, der blev lanceret i 2021, ventes at være i drift i omkring ti år.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT