Tjekkisk rigmand får grønt lys til at købe det britiske postvæsen
Daniel Kretinsky står til at købe det britiske postvæsen for 3,6 milliarder pund, skriver BBC.
Den tjekkiske forretningsmand og milliardær Daniel Kretinsky har fået grønt lys til at købe det britiske postvæsen, Royal Mail.Det skriver det britiske medie BBC.
Ifølge BBC vil aftalen blive præsenteret mandag morgen og have en værdi af 3,6 milliarder pund - svarende til 32,5 milliarder kroner.
Kretinsky står til at købe selskabet af den nuværende ejer, International Distribution Services, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den britiske regering beholder dog en "gylden aktie". Ifølge BBC betyder det, at regeringen stadig skal godkende større ændringer i Royal Mails ejerkreds og beslutninger om postvæsenets hovedkvarter og skatteforhold.
Daniel Kretinsky har frem mod investeringen lovet at overholde reglerne under den såkaldte Universal Service Obligation (USO).
I Storbritannien betyder det blandt andet, at postvæsenet er forpligtet til at levere breve seks dage om ugen - fra mandag til lørdag.
Daniel Kretinsky har i et interview med BBC sagt, at Royal Mail vil leve op til forpligtelserne under USO, "så længe jeg er i live".
Storbritannien er i øjeblikket ved at overveje, om der skal laves ændringer i forhold til USO. Det er blandt andet oppe at vende, om postvæsenet kun hver anden uge skal være forpligtet til at udføre bestemte leveringer.
I Danmark har man allerede afskaffet den såkaldte befordringspligt.
Det skete i år, da en ny postlov trådte i kraft den 1. januar 2024.
Inden da havde befordringspligten sikret, at alle borgere kunne modtage post - også selv om de eksempelvis bor i små byer på landet.
Daniel Kretinsky, der nu står til at blive den nye ejer af Royal Mail, ejer i forvejen blandt andet 27 procent af den engelske fodboldklub West Ham og ti procent af supermarkedskæden Sainsbury's.
Den britiske erhvervsminister Jonathan Reynolds har beskrevet ham som en "pålidelig forretningsmand". Desuden er påståede forbindelser mellem Rusland og Kretinsky blevet gennemgået og affejet, skriver BBC.
Ifølge BBC har Kretinsky en formue på omkring seks milliarder pund.
/ritzau/