Southampton sparker træneren ud efter ny afklapsning
0-5-nederlaget til Tottenham kostede Russell Martin jobbet hos Premier Leagues bundprop.
Russell Martin er færdig som træner i Premier League-klubben Southampton, meddeler klubben på sin hjemmeside.Beslutningen er truffet i kølvandet på søndagens ydmygende 0-5-nederlag på hjemmebane til Tottenham, som scorede alle fem mål før pausen.
Afklapsningen er kulminationen på en hård tilbagevenden til den bedste række for den sydengelske klub. Southampton ligger sidst i Premier League efter 13 nederlag i sæsonens første 16 kampe.
- Vi kan bekræfte, at vi har truffet den svære beslutning at stoppe samarbejdet med træner Russell Martin, lyder det i meddelelsen.
Klubben anerkender, at det fra begyndelsen stod klart, at holdet stod over for en svær opgave i det fine selskab. Men selv med det udgangspunkt har udbyttet ikke været tilfredsstillende.
- Situationen er klar. Ledelsen har bakket op om Russell og hans stab og har været åben og transparent om vores forventninger. Vi har alle været enige om, at bedre resultater er tvingende nødvendige, skriver Southampton.
Russell Martin fik halvandet år i klubben. Han overtog holdet i den næstbedste række sidste sommer og førte det til oprykning i første hug.
Klubbens hidtidige U21-træner Simon Rusk overtager midlertidigt træneransvaret, indtil man finder en mere permanent løsning.
Fyringen er søndagens anden i Premier League. Tidligere på dagen sagde Wolverhampton farvel til Gary O'Neill.
/ritzau/