Rusland trækker styrker tilbage i Syrien efter Assads fald

14. DEC 2024 • 20:41UDLAND

Syriske kilder fortæller, at Rusland er ved at trække sig tilbage i Syrien, men vil beholde vigtige baser.

I kølvandet på Assads fald i Syrien er hans tætte allierede Rusland begyndt at trække styrker tilbage fra flere positioner i landet.

Det oplyser flere syriske embedsfolk.

Russiske soldater trækkes tilbage fra frontlinjer i det nordlige Syrien samt fra et bjergområde i den vestlige del af landet, siger embedsfolkene.

Samtidig har man på satellitbilleder kunnet se to store fragtfly stå klar på den russiske luftbase Hmeimim.

Flyene ser på billederne ud til at skulle lastes.

Mindst ét fragtfly forlod Hmeimim lørdag, oplyser en syrisk sikkerhedsvagt, der arbejder uden for luftbasen.

Kilderne understreger, at Rusland for nuværende ikke ser ud til at ville forlade sine to vigtigste baser i landet, hvoraf Hmeimim er den ene.

Den anden er flådebasen i Tartus ved Middelhavskysten.

En kilde fra det syriske militær siger, at russerne er gået i gang med at fragte militærgrej tilbage til Rusland.

Samtidig er nogle af de personer, der stod i spidsen for hæren under Bashar al-Assads styre, også på vej til Rusland, siger kilden.

Assad har mistet magten i Syrien efter mere end 20 år som præsident. Han overtog fra sin far, som var præsident i omtrent 30 år.

Rusland har været en vigtig allieret for Assad-regiment. Ikke mindst under borgerkrigen, som brød ud for over ti år siden.

En ny side blev skrevet i krigens historie, da det for nylig lykkedes oprørere at indtage hovedstaden Damaskus og smide Assad på porten.

Nu er det uvist, hvad der skal ske med de russiske baser i landet. De har særlig betydning for Rusland på grund af deres placering i Mellemøsten.

Fra Rusland har det lydt, at man er i kontakt med det nye styre i Syrien om baserne.

Det russiske forsvarsministerium har dog ikke ønsket at kommentere de nye oplysninger.

Efter oprørernes indtog i Damaskus var der meldinger om, at Rusland havde hjulpet Assad og hans familie med at komme ud af landet. Siden er det blevet bekræftet fra russisk side, at han opholder sig i landet.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT