Flere britiske pubber løber tør for Guinness i travle juledage

16. DEC 2024 • 03:48UDLAND

Den mørke Guinness-øl oplever stigende popularitet, og det har givet udfordringer hos producenten.

Flere pubber i Storbritannien har svært ved at følge med efterspørgslen på den verdenskendte, mørke Guinness-øl, som den seneste tid blandt andet er blevet mere populær hos unge og kvinder.

Det skriver det britiske medie BBC og nyhedsbureauet AFP.

Guinness-producenten Diageo indførte i begyndelsen af december begrænsninger for, hvor mange fustager hver pub må købe.

Årsagen var, at man ikke kunne følge med efterspørgslen og derfor så vidt muligt måtte fordele øllen nogenlunde ligeligt.

Flere irsk-inspirerede pubber i Storbritannien har siden da fortalt BBC, at de er løbet tør for Guinness i den forgangne uge.

En pub i Liverpool ved navn The Liffey oplyser til BBC, at den ikke har haft Guinness på lager siden onsdag 11. december.

Hos en anden pub - The Old Ivy House i London - har man set sig nødsaget til at lave et særligt rationskort til kunderne, skriver AFP. Her skal man købe to andre drikkevarer, før man kan få lov til at købe en Guinness.

En talsperson fra Guinness-producenten Diageo siger, at man gør sit ypperste for at kunne følge med efterspørgslen i den travle juletid.

- I løbet af den seneste måned har vi oplevet en usædvanlig efterspørgsel på Guinness i Storbritannien, siger talspersonen til AFP.

- Vi arbejder på at øge udbuddet, og vi samarbejder proaktivt med vores kunder for at kunne distribuere så effektivt som muligt, lyder det.

Guinness er en mørk øl af typen stout og kendes blandt andet på sin meget cremede skum, som ligger øverst på øllen, når den serveres.

Diageos direktør, Debra Crew, sagde tidligere i år, at antallet af kvinder, der drikker Guinness, er steget med 24 procent.

Udviklingen tilskrives blandt andet såkaldte Guinness-influencere - også kaldet Guinnfluencere - som har delt billeder, hvor de drikker Guinness. En af dem er den amerikanske forretningskvinde og mediepersonlighed Kim Kardashian.

En særlig udfordring med navnet "Split the G" har også fået stor viral succes.

Her gælder det om, at man med sin første tår skal drikke præcis så meget øl, at grænsen mellem øl og skum rammer midten af G'et i Guinness-logoet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT