Barcelona fortsætter slingrekurs med hjemmebaneflop

15. DEC 2024 • 23:07SPORT

Trods et massivt spilovertag tabte Barcelona foran eget publikum med 0-1 til Leganes.

Efter en suveræn sæsonstart i den spanske fodboldliga er det blevet hverdag for FC Barcelona.

Storfavoritten løb ind i en ny skuffelse søndag aften med et 0-1-nederlag på hjemmebane til Leganes, der for første gang nogensinde vandt over Barcelona på fremmed græs.

Kampens enlige mål blev scoret allerede efter tre minutter. Her stod stopperen Sergio Gonzalez af uransagelige årsager fuldstændig fri midt for mål og kunne med lethed stange et hjørnespark ind bag Iñaki Peña i Barcelonas mål.

Det var ikke lige den start, Barcelona havde brug for i bestræbelserne på at stoppe den sløje stime med kun én sejr i de seneste fem kampe.

Der var dog 87 minutter plus det løse til at vende slaget, men trods stor dominans i spil og chancer var det, som om den sidste snert manglede.

Leganes, der ikke havde vundet en eneste af holdets hidtidige otte udekampe i denne sæson, gravede sig dybt ned i anden halvleg, og Barcelona-spillerne havde svært ved at trænge igennem forsvarsmuren.

Træner Hansi Flick hev de offensive profiler Robert Lewandowski og Dani Olmo ud midt i anden halvleg, men de markante udskiftninger ruskede ikke op i holdet, der blev sendt fra banen med spredt piften fra hjemmepublikum.

Efter en mager høst på fem point i de seneste seks kampe holder Barcelona kun fast i førstepladsen på en bedre målscore end Atlético Madrid, der har samme pointtal.

Barcelona har endda spillet en kamp mere end både Atlético og Real Madrid. Real har et point mindre på tredjepladsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT