Rusland trækker diplomatisk personale ud af Syrien

15. DEC 2024 • 19:12UDLAND

En uge efter Bashar al-Assads fald i Syrien trækker Rusland diplomatiske medarbejdere ud af landet.

Flere medarbejdere fra Ruslands ambassade i Syrien er søndag blevet evakueret.

Det oplyser det russiske udenrigsministeriums kriseafdeling ifølge AFP på det sociale medie Telegram.

- Den 15. december er tilbagetrækningen af en del af personalet fra den russiske diplomatiske repræsentation i Damaskus blevet udført ved en særlig flyvning af det russiske luftvåben fra Hmeimim-luftbasen i Syrien, lyder det ifølge AFP på Telegram.

Ifølge det russiske udenrigsministerium er et fly ankommet til en lufthavn nær Ruslands hovedstad, Moskva, skriver AFP. Det specificeres dog ikke, hvor mange mennesker der var om bord.

Evakueringen sker, en uge efter at den tidligere præsident Bashar al-Assads fald, hvor Assad flygtede ud af landet.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass er evakueringen sket sammen med ansatte fra den belarusiske-, nordkoreansk- og abkhasiske "mission" i Syrien. Abkhasien er en russisk-støttet georgisk udbryderregion.

Den russiske ambassade i den syriske hovedstad, Damaskus, fortsætter med at fungere, lyder det ifølge Tass.

Lørdag kom det frem, at Rusland i kølvandet på Assads fald var begyndt at trække militære styrker tilbage fra flere positioner i landet.

Assad mistede magten i Syrien efter mere end 20 år som præsident. Han overtog embedet fra sin far, Hafez al-Assad, som var præsident i omtrent 30 år.

Rusland har været en vigtig allieret for Assad-regimet. Ikke mindst under borgerkrigen, som brød ud for over ti år siden.

Det er en oprørskoalition domineret af den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS), der har væltet Bashar al-Assad, som er flygtet til Rusland sammen med sin familie.

Skæbnen for de to russiske militærbaser i Syrien - flådebasen Tartus og luftbasen Hmeimim - er nu usikker, skriver AFP.

Onsdag lød det fra en russisk Kreml-talsmand, at Rusland er i kontakt med de nye myndigheder i Syrien i forhold til basernes fremtid.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT