Qatar genåbner ambassade i Syrien efter 13 år

15. DEC 2024 • 22:07UDLAND

Qatar lukkede sin ambassade i Damaskus som reaktion på Assad-styrets brutale behandling af demonstranter.

Qatar vil tirsdag genåbne sin ambassade i Syrien, efter at den har været lukket i over 13 år.

Det oplyser Qatars udenrigsministerium i en pressemeddelelse søndag.

Genåbningen er et udtryk for, at Qatar bakker op om "det syriske folks revolution", står der i pressemeddelelsen.

Udenrigsministeriet skriver videre, at Qatar kategorisk har taget afstand fra "Assad-regimets undertrykkelse".

Qatar lukkede sin ambassade i den syriske hovedstad, Damaskus, i juli 2011. Det skete som følge af Assad-styrets brutale behandling af demonstranter.

Modsat flere andre arabiske lande har Qatar ikke deltaget i forsøg på at genskabe diplomatiske forbindelser til Syrien i de senere år.

Det sker nu med genåbningen af ambassaden, som Khalifa Abdullah Al Mahmoud Al-Sharif skal stå i spidsen for, oplyser Qatars udenrigsministerium.

Genåbningen af ambassaden i Damaskus kommer, efter at oprørsstyrker har afsat præsident Bashar al-Assad.

Han havde siddet på magten siden år 2000. I 2011 opstod der store protester mod hans regime. De udviklede sig siden til en regulær borgerkrig, hvor forskellige militante bevægelser har kæmpet mod Assads styrker såvel som mod hinanden.

I slutningen af november igangsatte oprørsstyrker en storstilet offensiv. Det lykkedes dem at indtage flere store byer og siden Damaskus.

Landet ledes nu af en såkaldt overgangsregering. Det er uklart, hvordan landet skal ledes på længere sigt.

Søndag mødtes en delegation fra Qatar med overgangsregeringen i Syrien.

Efterfølgende sagde en talsmand for delegationen, at man blandt andet havde drøftet, hvordan der kunne sikres løbende humanitær bistand fra Qatar til Syrien.

Desuden havde man talt om, hvilke andre behov "de syriske brødre" havde, sagde talsmanden Majed al-Ansari.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT