Chelsea udnytter pointtab og haler ind på førerholdet

15. DEC 2024 • 21:56SPORT

Mens Liverpool, Arsenal og Manchester City alle smed point, hentede Chelsea den ventede sejr over Brentford.

Det er blot to uger, siden Liverpool lignede et hold, der var stukket af i toppen af Premier League. Nu, et par uafgjorte kampe og en kampaflysning senere, er ni points forspring reduceret til to, og spændingen er tilbage i topstriden.

Årsagen er ene og alene Chelseas. For mens andre forfølgere som Arsenal og Manchester City halter, fører Chelsea sig frem som ligaens mest formstærke hold. Det blev understreget med en 2-1-sejr på hjemmebane over Brentford søndag aften.

Brentford havde ellers vundet alle sine tre tidligere besøg på Stamford Bridge siden oprykningen til Premier League, men Thomas Franks tropper er i denne sæson helt til rotterne på fremmed græs.

Nogen festforestilling blev det da heller ikke, men Chelseas føringsmål kort før pausen fejlede ikke noget. Efter et indlæg fra Noni Madueke pressede Marc Cucurella sig foran en lidt inkonsekvent Mads Roerslev og pandede bolden i nettet.

Gæsterne havde længe skuffende lidt at byde på. Alligevel forsømte Chelsea at udbygge føringen, og i slutfasen skabte Brentford flere store muligheder for at udligne.

17 minutter før måtte Christian Nørgaard se Chelsea-målmand Robert Sánchez levere en fremragende redning på et hovedstød fra tæt hold. Og få minutter senere ramte en helt fri Fabio Carvalho underkanten af overliggeren.

Hjemmeholdet slap med skrækken og strammede tøjlerne. Ti minutter før tid skabte Nicolas Jackson ro med et velplaceret skud fra kanten af feltet.

Helt lukket var kampen dog ikke, og Brentford fik reduceret i sidste ordinære spilleminut, da Bryan Mbeumo sprintede sig fri. Men topholdet fik bjærget de tre point trods syv minutters tillægstid.

Sejren er Chelseas femte på stribe. Holdet er fire point foran Arsenal og syv foran Manchester City. Kun Liverpool er foran i tabellen.

Liverpools spinkle føring på to point skal dog ses i lyset af, at førerholdet har spillet en kamp mindre efter aflysningen af lokalopgøret mod Everton i sidste weekend.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT