Singapores nye premierminister vil gå egne veje
Wong er Singapores første premierminister, som er født efter 1965, hvor Singapore blev en uafhængig stat.
Onsdag aften blev Lawrence Wong indsat som Singapores nye premierminister. Han overtager posten efter Lee Hsien Loong.51-årige Lawrence Wong var før sit nye embede finansminister og vicepremierminister i Singapore.
Han blev udvalgt som Lees efterfølger i 2022 ud af en ny generation af politikere i Folkets Handlingsparti, PAP, der har regeret i næsten 60 år.
Wong er den første singaporeanske premierminister, som er født efter 1965, hvor Singapore blev en uafhængig stat.
Han kalder det en betydningsfuld milepæl, at stafetten nu bliver overdraget til en ny generation.
Lawrence Wong beholder finansministerposten. Han overtager som premierminister ansvaret for et land, som i to årtier har været ledet af Lee Hsien Loong.
72-årige Loong er søn af Lee Kuan Yew, som var grundlæggeren af det moderne Singapore. Han blev i politik indtil sin død i 2015.
- Vi forstår den afgørende betydning af godt lederskab, politisk stabilitet og langsigtet planlægning. Vi nyder godt af de politikker, som vores forgængere med stort tålmod har indført over årene, siger Wong i sin indsættelsestale.
- Vores lederstil vil være anderledes fra tidligere generationer. Vi vil gå vores egne veje. Men vi vil fortsætte med at være frygtløse og tænke langsigtet, lyder det.
Der skal være valg i Singapore senest i november 2025, men ifølge AFP spekuleres der i, om det vil blive udskrevet allerede i år.
Ved det seneste valg i 2020 fik oppositionen sit stærkeste valg siden landet blev uafhængigt. Alligevel sidder PAP tungt på magten, og partiet fik 83 ud af 93 sæder i parlamentet.
/ritzau/Reuters