Ny Hizbollah-leder vil følge dræbt forgængers krigsplan

30. OKT 2024 • 16:46UDLAND

Hizbollah forbliver på "krigens vej", siger den nyudpegede leder for Hizbollah i sine første udtalelser.

Den nyudpegede Hizbollah-leder, Naim Qassem, vil fortsætte den kurs, som hans dræbte forgænger, Hassan Nasrallah, udstak.

Det siger han onsdag eftermiddag i sin første tale på posten som den militante bevægelses øverste leder.

- Mit arbejdsprogram er en fortsættelse af vores leder Sayyed Hassan Nasrallahs arbejdsprogram, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han lover at fortsætte den "krigsplan, som han (Nasrallah, red.) udviklede sammen med ledelsen" i den iranskstøttede gruppe, der for tiden udkæmper kampe mod Israel i Libanon.

- Vi vil forblive på krigens vej, siger han ifølge Reuters.

Dog siger Qassem også, at han vil acceptere en våbenhvileaftale med Israel under "passende betingelser", skriver AFP.

- Hvis israelerne beslutter, at de vil stoppe aggressionen, siger vi, at vi accepterer det, men under betingelser, som vi anser for passende, lyder det fra den nye Hizbollah-leder.

Det kom tirsdag frem, at Qassem er ny leder for bevægelsen.

71-årige Qassem har været bevægelsens vicegeneralsekretær indtil nu.

Han kommer til, på et tidspunkt hvor mange af bevægelsens højtstående medlemmer er blevet dræbt i israelske angreb.

Hizbollah har manglet en leder, siden Hassan Nasrallah, som stod i spidsen for Hizbollah i mere end 30 år, blev dræbt i et israelsk bombeangreb i Libanons hovedstad, Beirut, 27. september.

Også Hashem Safieddine, som var favorit til at blive Nasrallahs afløser, er blevet dræbt.

Straks efter sin udpegelse er Qassem blevet mødt af trusler fra Israel.

- Midlertidig udnævnelse. Ikke længe, skrev den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, på det sociale medie X tirsdag.

Flere anonyme kilder, som udtaler sig til Reuters, siger, at mæglere onsdag arbejder på at få indført en våbenhvile på 60 dage i Libanon.

Imens har Israel krævet evakueringer i den libanesiske by Baalbek, og kraftige luftangreb er onsdag begyndt, oplyser sikkerhedskilder til Reuters.

Hizbollah er en shiamuslimsk milits, der er støttet af det iranske styre og samtidig allieret med Hamas-bevægelsen i Gaza.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT