Udvist Rajovic: Det var ikke min intention at sparke nogen
Mileta Rajovic og Mads Bech Sørensen, der var impliceret i kampens røde kort, oplevede ikke situationen ens.
Brøndbys angriber Mileta Rajovic blev kampens hovedperson, da han først scorede i 1-0-sejren over FC Midtjylland i den danske pokalturnering og senere modtog et rødt kort.Det lignede, at Rajovic efter noget skubben i feltet sparkede ud efter FCM-anfører Mads Bech Sørensen. Men sådan oplevede Rajovic ikke situationen.
- Der skete noget tumult inde i boksen. Han holdt godt fast i mig og kastede sig lidt, følte jeg. Han låste mit ben, og jeg prøvede egentlig at komme ud. Det var, sådan jeg så det.
- Jeg har ikke set den på video bagefter, men det var ikke min intention, at jeg skulle sparke nogen. Sådan er jeg ikke som type. Men dommeren valgte at give mig rødt kort, siger Rajovic.
Bech Sørensen oplevede situationen anderledes.
- Der var en indlægssituation, hvor vi havde fat i hinanden, som man normalt har på et indlæg. Og så blev jeg skubbet, og han sparkede ud efter mig.
- Jeg tænker, at alle ville blive irriteret over at blive sparket, mens man ligger ned, siger Bech Sørensen.
FCM-spilleren tilføjer, at han ellers synes, at det var en fair duel i feltet.
Selv om Rajovic' aktion reducerede hjemmeholdet til ti mand efter 53 minutter, havde han troen på, at Brøndby nok skulle hive sejren i land.
- Det er jo aldrig fedt. Man sætter holdet i en svær position. Det skal ikke komme ud i, at man skal have et rødt kort, men jeg er glad for at gutterne kørte den hjem. Vi gik videre, så det er perfekt.
På grund af det røde kort vil Rajovic ikke være med i kvartfinalen, når Brøndby skal spille mod vinderen af kampen mellem Skive og AGF.
/ritzau/