Selskab udfordrer Google - gør ChatGPT til søgemaskine
Betalende brugere får fuld adgang til at bruge ChatGPT som søgemaskine. For andre vil der være begrænsninger.
Selskabet bag chatbotten ChatGPT har torsdag åbnet for en ny funktion, som gør det muligt for brugere at søge på nettet ved hjælp af den kunstige intelligens.Det skriver teknologimediet The Verge.
Søgemaskinen vil ikke være en separat tjeneste. Den vil derimod være integreret i chatbotten.
Indtil nu har ChatGPT ikke kunnet søge på nettet.
Det har betydet, at chatbotten, som selskabet OpenAI lancerede i 2022, ikke havde adgang til de nyeste informationer.
Men det ændrer sig nu, og ChatGPT bliver dermed en konkurrent til verdens mest populære søgemaskine, Google.
Med hjælp fra den kunstige intelligens vil brugere kunne holde sig opdateret om blandt andet vejrudsigter, aktiekurser og nyheder.
I første omgang er det kun betalende brugere, der får glæde af den nye tilføjelse. Men i de kommende uger vil også brugere, der ikke betaler for tjenesten, få mulighed for at bruge ChatGPT som søgemaskine.
Der vil dog være nogle begrænsninger på, hvor ofte man kan bruge chatbotten som søgemaskine, hvis ikke man betaler. Det siger talsperson for OpenAI Niko Felix, skriver The Verge.
Som søgemaskine vil ChatGPT adskille sig fra Google på i hvert fald et enkelt afgørende punkt. Der vil ikke være reklamer eller sponsorerede resultater.
Det står ikke klart, om det kan ændre sig på et tidspunkt. The Verge skriver, at OpenAI for nuværende ikke har nogen planer om at have reklamer.
Der er i ChatGPT's levetid set talrige eksempler på, at den har præsenteret sine brugere for forkerte oplysninger.
Det kaldes hallucinationer, når den kunstige intelligens fremkommer med svar, der indeholder falske eller misvisende informationer.
At chatbotten nu kan søge på nettet vil føre til, at dens svar blive mere korrekte.
Det siger Adam Fry, der er ansvarlig for den nye tilføjelse, til The Verge.
- Nogle hallucinationer kommer af ikke at have adgang til de nyeste informationer. Nu hvor den har adgang til de nyeste informationer, vil den kunne træffe bedre beslutninger omkring, hvad der er sande svar, siger han.
Det vil ikke være muligt helt at undgå fejl. Men OpenAI vil "forsøge at være gennemsigtige", hvis fejl opstår, siger Adam Fry videre.
ChatGPT bruges ifølge OpenAI dagligt af 250 millioner mennesker over hele kloden.
/ritzau/