Trump indgiver søgsmål mod tv-station efter interview med Harris
Donald Trump kræver en erstatning på ti milliarder dollar fra tv-station efter et interview med Kamala Harris.
Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump har indgivet et søgsmål mod tv-stationen CBS.Søgsmålet er indgivet på baggrund af et interview med Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, i programmet "60 Minutes", der blev vist på CBS den 6. oktober.
I sagsanlægget - der er indgivet ved en domstol i delstaten Texas - hævdes det, at interviewet var vildledende, og at tv-stationen skal have optaget to forskellige svar fra Harris på et spørgsmål om krigen mellem Israel og Hamas i Gaza.
Den version, der blev vist i tv-programmet, indeholdt ifølge søgsmålet ikke det, som beskrives som et forvirrende og uforstående svar fra Harris om Biden-administrationens indflydelse på Israels krigsførelse.
Søgsmålet hævder, at interviewet har overtrådt en lov i Texas, der forbyder vildledende handlinger i forbindelse med forretningsførelse.
Trump kræver en erstatning på 10 milliarder dollar - hvilket svarer til omkring 69 milliarder kroner.
- Tidligere præsident Donald Trumps gentagne påstande mod "60 Minutes" er falske, siger en talsperson for CBS fredag.
- Den retssag, som Trump i dag har anlagt mod CBS, er fuldstændig ubegrundet, og vi vil på det kraftigste forsvare os mod den, siger talspersonen.
De seneste uger har Trump flere gange langet ud efter tv-stationen på baggrund af interviewet med Harris.
Han har truet med at fratage CBS stationens sendetilladelse, hvis han bliver valgt som præsident ved valget 5. november.
Ifølge tv-stationen har Trump desuden aflyst en planlagt deltagelse i tv-programmet "60 Minutes".
Meningsmålingerne spår i øjeblikket tæt løb mellem de to præsidentkandidater, inden amerikanerne skal til stemmeurnerne tirsdag.
/ritzau/Reuters