Zelenskyj: Rusland henter nordkoreanere til våbenfabrikker
Blinken venter nordkoreanske styrker indsat i kamp snart. Rusland tester vestlig reaktion, siger Zelenskyj.
Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er Rusland i færd med at indgå aftale med Nordkorea om at lade "et stort antal civile" nordkoreanere arbejde med at fremstille våben i den russiske våbenindustri.Det siger Zelenskyj torsdag ifølge Reuters.
Han siger videre, at Rusland er ved at teste den vestlige reaktion på, at der er indsat nordkoreanske soldater i krigen mellem de to lande.
Hvis reaktionen fra Vesten er svag, kan der komme flere soldater, mener Zelenskyj.
Han kritiserer, at Ukraines allierede hidtil ikke har reageret på passende vis på de nordkoreanske soldaters ankomst til Rusland.
- Jeg mener, at reaktionen på det har været ingenting. Den har været nul, siger den ukrainske præsident i et interview med den sydkoreanske tv-station KBS.
- Putin tjekker Vestens reaktioner. Og jeg vil tro, at efter alle disse reaktioner, vil Putin beslutte sig og øge indsættelsen.
Zelenskyj kom 13. oktober med sin første advarsel om den nordkoreanske indblanding i krigen.
En række vestlige lande har siden omtalt det som en betydelig optrapning af krigen. Men de har ikke varslet et modsvar eller nævnt, om de planlægger et.
Zelenskyj tilføjer ifølge nyhedsbureauet AFP, at han også er "overrasket over Kinas tavshed" over, at styret i Nordkorea er ved at styrke båndene til Rusland.
Der er tegn på, at der er nordkoreanske soldater i Kursk-regionen i det vestlige Rusland nær grænsen til Ukraine. Ukrainske styrker er rykket ind og har taget kontrol med en lille del af denne region.
USA forventer, at de vil blive indsat i kamp mod ukrainske styrker i de kommende dage, siger USA's udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge Reuters.
Rusland har trænet de nordkoreanske soldater i artilleri, droner og basale infanterioperationer, siger Blinken på et pressemøde. Det tyder på, at russerne har til hensigt at bruge dem i kamp, tilføjer han.
På et møde torsdag har USA og Sydkorea drøftet en række mulige svar, hvis nordkoreanerne kommer i kamp. I så fald vil de være legitime mål, understreger Blinken.
Forsvarsminister Lloyd Austin tilføjer, at USA "i de kommende dage" vil præsentere ny militær hjælp til Ukraine, skriver AFP.
USA har modtaget information om, at der "lige nu" er 8000 nordkoreanske soldater i regionen, siger USA's viceambassadør i FN, Robert Wood.
- Jeg har et meget respektfuldt spørgsmål til min russiske kollega: holder Rusland stadig fast i, at der ikke er nogen nordkoreanske soldater i Rusland?, spørger Wood ifølge Reuters i FN's Sikkerhedsråd torsdag.
Den russiske repræsentant svarede ikke på hans spørgsmål.
/ritzau/