Syv er dræbt i Hizbollah-raketangreb mod det nordlige Israel

31. OKT 2024 • 16:21UDLAND

Israelske angreb har dræbt seks sundhedsmedarbejdere i Libanon. Syv er dræbt i Hizbollahs angreb mod Israel.

Syv mennesker er blevet dræbt i Hizbollah-raketangreb mod det nordlige Israel tæt på grænsen til Libanon.

I det første angreb torsdag blev fire udenlandske arbejdere og en israeler dræbt. Angrebet ramte ifølge israelske medier et landbrugsområde tæt på Metula.

Det rapporterer den israelske Kanal 12 med henvisning til en borgmester ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En yderligere skal være alvorligt såret, melder byrådet i Metula ifølge det israelske medie Haaretz.

Torsdag eftermiddag kom der så melding fra israelsk redningsmandskab om, at en 30-årig mand og en 60-årig kvinde var dræbt i en olivenlund i det nordlige Israel.

Deres nationaliteter er ikke umiddelbart oplyst.

I Libanon er seks sundhedsmedarbejdere dræbt, og fire er såret i israelske angreb mod den sydlige del af landet.

Det oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge Reuters.

Siden oktober 2023, hvor Hizbollah indledte sin daglige beskydning af Israel med raketter, er mindst 178 sundhedsmedarbejdere blevet dræbt i israelske modangreb.

279 andre er blevet såret i samme periode, viser ministeriets opgørelse.

Israels militær er i gang med en offensiv i Libanon med både luftangreb og angreb med soldater på landjorden.

Formålet er ifølge Israel at give tusindvis af fordrevne borgere mulighed for at vende tilbage til grænseområder i nord.

De er flygtet under de fortsatte angreb over grænsen mellem Israel og Libanon.

Den militante libanesiske bevægelse Hizbollah begyndte for omkring et år siden at angribe grænseområderne i solidaritet med Hamas i Gaza.

I Libanon fortsætter de israelske angreb torsdag.

Israels militær har således på ny udstedt evakueringsordrer i byen Baalbek i den østlige del af landet.

Det er et typisk skridt før angreb.

Onsdag mistede mindst 19 mennesker livet i angreb i netop Baalbek, som er en gammel by fra romersk tid. Ifølge Unescos Verdensarvsliste har den flere eksempler på Romerrigets særlige arkitektur.

Imens har der også har været snak om mulig våbenhvile mellem Israel og Libanon.

Højtstående amerikanske embedsmænd er ifølge nyhedsbureauet AFP i Israel for at tale med israelere om en mulig afslutning på konflikten.

I Gaza har den militante palæstinensiske gruppe Hamas torsdag afvist planer om en våbenhvile.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT