Familiesatire fra TV 2 hædres ved prisuddeling i Aarhus
Rockerdrama fik flest priser til Series Awards, mens hovedprisen gik til komedieserien "De bedste år".
Prisen for den bedste serie ved Series Awards i Aarhus går i år til komedieserien "De bedste år", der handler om hverdagens op- og nedture i en børnefamilie.Det skriver Series Awards i en pressemeddelelse torsdag aften, hvor prisuddelingen har fundet sted.
Foruden prisen Bedste serie har TV 2-serien også fået for prisen Bedste komedieserie.
Serien havde premiere den 27. september og blev taget godt imod af flere anmeldere, herunder Ekstra Bladets Rene Fredensborg.
- Blebarnet Finn får fingre i stikkontakten, og den fulde farmor sidder fast i den punkterede hoppeborg, hvilket næsten kunne ligne "Far til fire"-komik, men heldigvis mere er i familie med subtil samtidssatire, skrev anmelderen blandt andet og gav serien fem ud af seks stjerner.
Bag serien står Magnus Millang, som også spiller den mandlige hovedrolle over for Stephania Potalivo. Millang har skrevet manuskriptet sammen med broren Emil Millang.
Flest priser - fire styks - gik ved uddelingen til en serie i en noget anden genre. Det var rockerdramaet "Bullshit" fra streamingtjenesten Amazon Prime Video. Serien foregår i 1970'erne og handler om gruppen af samme navn, som holdt til på Amager.
Serien har fået prisen for Bedste miniserie, mens dens instruktør, Milad Alami, har fik prisen som Bedste instruktør.
De to skuespillere Marco Ilsø og Clint Ruben har fået priser for deres roller i rockerdramaet.
Series Awards er en del af seriefestivalen Aarhus Series, som blandt andet Aarhus Kommune og Det Danske Filminstitut giver økonomisk støtte til.
En jury bestående af folk fra tv- og filmbranchen har udpeget vinderne af 10 ud af de i alt 11 priser.
Den sidste er en publikumspris, hvis vinder i år er TV 2-serien "Familier som vores", der er instrueret af Thomas Vinterberg.
/ritzau/