PTSD-ramt soldat efterlod noter om motivet bag Tesla-eksplosion
En specialsoldat, der onsdag stod bag eksplosion i Las Vegas, ville give amerikanerne et "wake-up call".
En 37-årig soldat, som onsdag sad i en eksploderet Tesla Cybertruck i Las Vegas, ønskede at give amerikanerne et "wake-up call".Det fremgår af noter, som politiet har fundet på den 37-åriges telefon.
Det skriver den amerikanske avis The New York Times.
- Det her var ikke et terrorangreb, skriver han og fortsætter:
- Det var et wake-up call (på dansk en brat opvågning, red.). Amerikanere lægger jo kun mærke til opsigtsvækkende hændelser og vold. Hvilken bedre måde at få opmærksomhed på end at fyre fyrværkeri og sprængstoffer af?
Det var foran et af Donald Trumps hoteller, at den 37-årige specialsoldat Matthew Livelsberger onsdag stod bag en eksplosion i Las Vegas.
En video, som politiet efterfølgende har vist, viser forkullede benzindunke og fyrværkeri på ladet af den stærkt forbrændte Tesla-bil.
Livelsberger blev fundet med et skud i hovedet. Han menes selv at have påført sig skuddet, før bilen detonerede. Det har politiet i Las Vegas oplyst.
Ifølge The New York Times var den 37-årige mand ramt af PTSD.
I hans noter skriver han blandt andet:
- Hvorfor gjorde jeg det her lige nu? Jeg havde brug for at rense mit sind for de brødre, som jeg har mistet, og jeg havde brug for at lette byrden ved selv at have taget andres liv, skriver Matthew Livelsberger.
Det fremgår ikke præcist, hvad han med eksplosionen ville have amerikanerne til at indse. Ifølge politiet er der i hans noter beskrevet en række personlige problemer og samfundsmæssige udfordringer.
- Nogle politiske, nogle personlige, siger vicesherif i Las Vegas' politi Dori Kohen på et pressemøde ifølge The New York Times.
Han skal også have skrevet, at USA "var på vej mod et kollaps".
Syv blev såret i eksplosionen, men kun Livelsberger omkom.
Selv om eksplosionen skete lige foran et Trump-hotel, så er der intet, der tyder på, at manden nærede et særligt fjendskab til den kommende præsident.
Det siger efterforskningsleder Spencer Evans fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, fredag ifølge The New York Times.
- Selv om det er en mere offentlig og opsigtsvækkende hændelse end normalt, så ser det i sidste ende ud til at være et tragisk selvmord udført af en højt dekoreret krigsveteran, som led af PTSD og andre udfordringer, siger han.
PTSD - eller posttraumatisk stress - er en psykisk lidelse, som kan opstå, hvis man har oplevet noget traumatisk - eksempelvis krig.
FBI har sagt, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at eksplosionen hang sammen med en dødelig påkørsel i New Orleans samme onsdag.
/ritzau/