Eftersøgt venezuelansk politiker besøger Biden i jagt på støtte
Edmundo González Urrutia mødes disse dage med ledere i flere lande. Søndag går turen til USA - og Joe Biden.
Den venezuelanske politiker Edmundo González Urrutia er i disse dage på tur blandt sine støtter uden for Venezuela - og USA's præsident, Joe Biden, ser ud til at blive næste stop.Det siger González Urrutia selv lørdag.
Edmundo González Urrutia, der har været i eksil siden september, var oppositionens præsidentkandidat ved sommerens omstridte valg i Venezuela.
Det var dog den siddende præsident, Nicolás Maduro, der blev udnævnt som sejrherre i det økonomisk udfordrede land.
Men González Urrutia og resten af oppositionen har fastholdt, at Maduro i virkeligheden tabte valget - og at der derfor var tale om valgfusk.
- Vi planlægger en samtale med præsident Biden, og vi afventer detaljer vedrørende de nye myndigheder, siger den 75-årige oppositionskandidat lørdag under et besøg i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.
Han henviser med "nye myndigheder" til Donald Trump, der 20. januar overtager Bidens præsidentpost i Det Hvide Hus.
Oppositionspolitikeren oplyser, at han søndag rejser til USA, men det står ikke klart, præcis hvornår mødet med Biden skal finde sted.
I Buenos Aires mødtes politikeren også med Argentinas præsident, Javier Milei.
Han ventes i de kommende dage også at besøge både Panama og Den Dominikanske Republik.
González Urrutias rundtur ser ud til at være et forsøg på at samle støtte, før han angiveligt planlægger at vende tilbage til Venezuela den 10. januar.
Det er på denne dag, at den 62-årige Nicolás Maduro, der har støtte fra Venezuelas militær, efter planen skal tages i ed.
Det håber González Urrutia fortsat at kunne sætte en stopper for.
Kun nogle få lande - herunder den allierede Rusland - har anerkendt Maduro som den retmæssige vinder af præsidentvalget i juli.
USA, EU og en lang række latinamerikanske lande anerkender ikke Maduros påståede valgsejr.
Dette standpunkt understregede Milei også under lørdagens besøg.
- Argentina vil ikke medskyldig i at tie stille, når vi står over for Maduro-regimets uretfærdigheder og misbrug, lyder det.
González Urrutia måtte efter valget flygte fra Venezuela, og i december fik han asyl i Spanien. Venezuela har anklaget ham for blandt andet konspiration om at tilrane sig magten.
Venezuelas myndigheder har desuden udlovet en dusør på 100.000 dollar - over 700.000 kroner - for oplysninger, der kan føre til anholdelsen af ham.
/ritzau/AFP