FN: Syv babyer er frosset ihjel i Gazastriben
Hundredtusinder af palæstinensere har mistet deres hjem og bor i telte, der ikke beskytter mod kulde og regn.
Mindst syv babyer er døde af kulde og manglende tag over hovedet i Gazastriben, meddeler FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA).Krigen mellem Israel og den militante Hamas-bevægelse betyder desuden, at op mod 7700 babyer i Gazastriben ikke kan få den pleje, de har brug for.
Det skriver UNRWA søndag i et opslag på X.
I slutningen af december skrev det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa, at fire babyer var døde af kulde i Gazastriben.
Omkring 15 måneders krig i Gazastriben har betydet, at hundredtusinder af palæstinensere har mistet deres hjem.
Fordrevne indbyggere bor i telte, der ikke giver meget beskyttelse mod kulde og regn.
Temperaturerne har på det seneste været under ti grader celsius.
Den israelske myndighed med ansvar for palæstinensiske anliggender, Cogat, skriver på X, at den samarbejder med internationale hjælpeorganisationer for at give de internt fordrevne palæstinensere telte, tæpper og varmt tøj.
Søndag meddeler Israels militær, at det har angrebet over 100 "terrormål" i Gazastriben i løbet af weekenden.
Ifølge militæret blev snesevis af Hamas-folk "elimineret".
Det kommer som svar på raketangreb fra Gazastriben mod Israel.
Den israelske offensiv blev indledt som svar på Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023.
Den dag stormede militante palæstinensere ind i Israel fra Gazastriben, dræbte omkring 1200 mennesker og tog omkring 250 gidsler med sig.
Den krig, der fra israelske side har som erklæret mål at udrydde Hamas, har jævnet store dele af Gazastriben med jorden.
Stort set hele befolkningen er drevet på flugt, og ifølge sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område er over 45.800 palæstinensere blevet dræbt i de seneste knap 15 måneder.
Det er ikke muligt at få tallet verificeret fra anden side. Men ifølge FN har de tabstal, der er blevet oplyst fra Gazastribens sundhedsmyndigheder i tidligere væbnede konflikter mellem Hamas og Israel, vist sig at være nogenlunde korrekte.
/ritzau/dpa