Borgerlige partier varsler fælles front for at genvinde tabt tillid
Blå partier vil i det nye år stå sammen om nye politiske forslag for at genskabe tillid til de borgerlige.
De borgerlige partier kan godt forstå, hvis danskernes tillid til dem er smuldret efter flere års stridighed og splittelse.Men det skal der rodes bod på i det nye år.
Derfor varsler Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti nu en ny, fælles front i kampen om at skabe en borgerlig regering.
Det skriver partiernes formænd i en kronik i Berlingske.
- I det kommende år vil vi fire partier konkretisere visioner for en anden retning for Danmark, lyder det.
Partierne vil i 2025 knytte et tættere samarbejde.
Det skal der komme konkrete politiske forslag ud af, som alle fire partier står bag, og som skal kunne vise en borgerlig retning for Danmark.
-Der er heldigvis meget at bygge på. Vi vil lancere fælles borgerlige idéer og forslag, som streg for streg vil tegne et tydeligt billede af et borgerligt Danmark, hvor der er højt til loftet, og hvor det er danskerne og ikke staten, der er i centrum, skriver partiformændene.
Om man spørger Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Mona Juul (K) eller Morten Messerschmidt (DF) har de alle et udtalt problem med, at Socialdemokratiet stadig sidder ved magten.
Her har statsminister Mette Frederiksen gentagne gange skoset de blå partier for, at ingen har haft modet til at melde sig som statsministerkandidat.
Landets eneste officielle statsministerkandidat er to år inde i denne valgperiode stadig den siddende socialdemokrat.
Det forsøger de fire blå partier at gøre til en personsag for Mette Frederiksen.
- Vi kan se, at Socialdemokratiet gør meget ud af jagten på en borgerlig statsministerkandidat. Og det er jo meget sigende: Når man ikke har noget projekt, kan man kun gå op i personer, lyder det i kronikken.
Partierne runder deres kronik af med at understrege, at der stadig er et stykke vej igen for det blå Danmark.
- Den borgerlige bygning er ikke helt færdigbygget endnu, men det borgerlige fundament er solidt.
De blå partier har allerede taget de første skridt til et tættere samarbejde.
Ved efterårets forhandlinger om finansloven lancerede de fire partier en musketered om, at de forhandlede sammen.
Det mødte hård modstand fra regeringen, for finansminister Nicolai Wammen gjorde kort proces og smed dem ud af forhandlingerne.
Hos Socialdemokratiet giver den politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, ikke meget for den borgerlige melding.
- Jeg synes, det er svært at tage seriøst. Jeg kan godt høre, de har travlt med at gentage deres enighed, men det er jo bare ord, siger Christian Rabjerg Madsen.
Han påpeger, at de fire partier er dybt uenige om flere af de største politiske emner fra det forgangne år: Den grønne trepart, sundhedsreformen og støtten til Ukraine.
Spørgsmål: SVM-regeringen kan vel heller ikke siges at være enige om alt?
- Jeg mener ikke, der skal være enighed på alle stræk, men hvis man skal understrege en enighed og gøre et stort nummer af det, skal man kunne konkurrere på det at være regeringsduelig, kunne fremføre en samlet politik og pege på en statsministerkandidat.
/ritzau/