Tysk minister: Syrere kan blive sendt retur efter Assads fald

5. JAN 2025 • 04:19UDLAND

Der bor omkring 975.000 syrere i Tyskland. Det skal nu undersøges, hvor mange der måske kan sendes tilbage.

En del af de syrere, som er flygtet til Tyskland, kan blive nødt til at vende hjem til Syrien.

Det siger Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, i et interview med tyske Funke Mediengruppe ifølge dpa.

- Som vores lovgivning kræver det, vil Det Føderale Bureau for Migration og Flygtninge (Bamf) vurdere og ophæve bevillinger om beskyttelse, hvis folk ikke længere har brug for beskyttelse i Tyskland, fordi situationen i Syrien er blevet stabiliseret, lyder det.

Det vil kun gælde syrere, som ikke har en anden ret til at blive i Tyskland - eksempelvis at de arbejder i landet eller er under uddannelse, og som ikke frivilligt vender tilbage til Syrien, understreger Faeser.

Præsident Bashar al-Assad og hans styre i Syrien blev væltet af oprørsstyrker under en lynoffensiv i december.

Tysklands udenrigsministerium og indenrigsministerium samarbejder nu i arbejdet med at kortlægge, præcis hvordan situationen i Syrien nu ser ud.

- Vi er særligt fokuserede på spørgsmål inden for sikkerhed.

I dette arbejde er Tyskland også i dialog med andre - blandt andet europæiske - lande.

- De, som er velintegrerede, beskæftigede, har lært tysk og har fundet et nyt hjem bør få lov til at blive i Tyskland, siger indenrigsministeren.

Hun forklarer desuden, at udlændinge, der selv ønsker at rejse hjem, vil blive støttet i det ønske.

Kriminelle og "islamister" skal hjemsendes så hurtigt som muligt, og de juridiske muligheder for at gøre det skal tages i brug, så snart situationen i Syrien tillader det, lyder det videre.

Der bor ifølge hendes ministerium omkring 975.000 syrere i Tyskland. De fleste kom til landet i 2015.

Det Føderale Bureau for Migration og Flygtninge besluttede ifølge dpa for nylig - grundet udviklingen i Syrien - at midlertidigt indstille behandlingen af ansøgninger om asyl fra personer fra Syrien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT