Mistænkt i New Orleans filmede gerningssted op til angreb

5. JAN 2025 • 22:58UDLAND

Manden, der mistænkes i New Orleans-angreb, optog en video af Bourbon Street med smart glasses inden angreb.

Den hovedmistænkte besøgte New Orleans ad to omgange i månederne op til angrebet ved Bourbon Street nytårsnat.

Det meddeler det amerikanske forbundspoliti, FBI, søndag skriver nyhedsbureauet AFP.

Shamsud-Din Jabbar, der menes at stå bag angrebet, besøgte byen i både oktober og november.

På en cykeltur under besøget i oktober filmede han Bourbon Street gennem såkaldte smart glasses fra Meta.

Smart glasses ligner almindelige briller, men de har indbygget kamera.

Nytårsnat påkørte Jabbar en menneskemængde på Bourbon Street i en lejet pickup-truck.

14 mennesker mistede livet i angrebet, og mindst 35 blev såret. Jabbar blev dræbt under en skududveksling med politiet.

Han var også iført brillerne, da han udførte angrebet, men her var kameraet ikke tændt. De blev fundet på ham efter hans død.

I pickuppen blev der også fundet et flag fra den islamiske gruppe Islamisk Stat samt to skydevåben - en pistol og en riffel.

FBI har tidligere oplyst, at angrebet anses for at være terror, og at gerningsmanden handlede på egen hånd.

På et pressemøde søndag har forbundspolitiet redegjort for hans færden nytårsnat. Det er blandt andet kommet frem, at satte ild til den Airbnb-bolig, han havde lejet.

- Vi tror, at hans håb var at brænde hele huset ned for at skjule beviser, lød det ifølge CNN.

Det lykkedes brandvæsnet at slukke branden, og i boligen blev der fundet materialer til sprængstoffer. Der blev fundet lignende materialer i Jabbars hjem i Texas.

Søndag er det også kommet frem, at Jabbar i 2023 rejste til både Egypten og Canada. FBI er i gang med at undersøge om rejserne hænger sammen med angrebet nytårsnat.

Den 42-årige Jabbar var amerikansk statsborger og opvokset i delstaten Texas.

Han har tidligere tjent i den amerikanske hær i 13 år og var udsendt til Afghanistan i et år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT