Norge venter store mængder sne i de næste dage
Der kan falde op mod 60 centimeter sne i Norge frem til tirsdag. Myndighederne udsender orange farevarsel.
Nordmændene skal tænke sig om en ekstra gang, hvis de vil begive sig ud i trafikken i de kommende døgn.Myndighederne har udsendt et såkaldt orange varsel om kraftigt snevejr, der kan give farlige trafikale forhold.
- Vi venter udfordrende forhold i løbet af mandagsdøgnet, siger statsmeteorolog Terje Alsvik Walløe til tv-stationen NRK.
Meteorolog Roar Inge Hansen fra Storm Geo siger til norsk TV 2, at snefaldet ventes at blive markant.
- Det er vældigt, vældigt meget nedbør, som er ventet i nat og mandag, siger Hansen.
Varslet gælder fra midnat natten til mandag og foreløbig frem til tirsdag klokken 12.
I dele af det sydlige og østlige Norge kan der komme usædvanligt store mængder sne. Det omfatter også hovedstaden Oslo.
- Vest for Oslofjorden og i de ydre dele af Telemark og Agder kan der falde 30-40 centimeter, men lokalt omkring 50 centimeter. Resten af det sydlige og østlige Norge kan vente sig 15-30 centimeter sne, meddeler Norges meteorologiske institut.
Lokalt - og især i området omkring Kristiansand, kan der komme op til 60 centimeter sne.
Det norske vejvæsen advarer om, at vejret kan give vanskelige forhold på vejene.
Også togtrafikken i den sydøstlige del af landet vil være påvirket.
- Tænk efter inden du rejser, og overvej om du behøver at begive dig ud på vejene, siger Eilif Swensen, chef for ekstern kommunikation hos Ruter, der driver den kollektive trafik i Oslo og Akershus.
Flytrafikken kan også blive ramt. I løbet af søndag blev lufthavnen i Bergen tvunget til at lukke i nogle timer for at rydde landingsbanerne.
Nedlukningen skabte forsinkelser i hele den norske indenrigstrafik.
/ritzau/NTB