Nordkorea affyrer missil under Blinkens besøg hos Sydkorea

6. JAN 2025 • 06:30UDLAND

Mens USA's udenrigsminister forsøger at stabilisere situationen i Sydkorea, har Nordkorea affyret missil.

Nordkorea har mandag angiveligt et affyret et ballistisk missil, der er fløjet over 1000 kilometer og faldet i vandet i Det Japanske Hav.

Det oplyser Sydkoreas militær tidligt mandag dansk tid.

- Vores militær har opfanget, hvad der antages at være et ballistisk mellemdistancemissil, skriver militæret.

Affyringen sker, stort set samtidigt med at USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har indledt et besøg i Sydkorea. Her forsøger Blinken at hjælpe med at stabilisere den politiske uro, der har hersket i landet i godt en måned.

Det er ikke usædvanligt, at Nordkorea tester landets ballistiske missiler.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at den seneste affyring meget præcist falder sammen med besøget fra Antony Blinken.

- Vi fordømmer den nordkoreanske missilaffyring her i dag. Det er endnu en overtrædelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner, siger Blinken.

Ballistiske missiler affyres fra landjorden. De følger en buet bane gennem luften - ligesom eksempelvis en håndgranat, der påvirkes af tyngdekraften.

Det adskiller sig fra krydsermissiler, der typisk flyver i en relativt lige linje.

Blinkens besøg i Sydkorea kommer, på et tidspunkt hvor sydkoreansk politi forsøger at anholde landets suspenderede præsident, Yoon Suk-yeol.

For lidt over en måned siden - 3. december - besluttede Yoon højst overraskende at indføre en militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

Den militære undtagelsestilstand blev allerede natten til den 4. december ophævet, hvilket skete som følge af en afstemning i parlamentet.

Få dage efter at Yoon erklærede undtagelsestilstand, fik han udrejseforbud. Det betyder, at han ikke har måttet forlade Sydkorea.

Et flertal af det sydkoreanske parlament stemte i midten af december for at indlede en rigsretssag mod Yoon. Det var i den forbindelse, at Yoon blev suspenderet fra posten som sydkoreanske præsident.

Siden da er han flere gange blevet bedt om at dukke op til afhøring i forbindelse med efterforskningen af sagen. Det har han ikke imødekommet, og det fik sidst i december en efterforskningsenhed til at udstede en arrestordre.

Det er den ordre, som politiet i Sydkorea i disse dage forsøger at handle på.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT