Over 100 dræbt på få dage i kampe i det nordlige Syrien

5. JAN 2025 • 18:17UDLAND

Militante grupper med tyrkisk støtte har i den seneste tid fået kontrol over flere byer i det nordlige Syrien.

Over 100 mennesker er blevet dræbt i de seneste to dage i det nordlige Syrien i kampe mellem kurdiske styrker og tyrkiskstøttede grupper.

Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sohr observerer situationen i Syrien fra Storbritannien gennem et netværk af forskellige kilder.

Kampene i de seneste dage har stået på i landsbyer i nærheden af Manbij. Byen har længe været kontrolleret af syriske kurdere, men er blevet indtaget af militante grupper, som får støtte fra nabolandet Tyrkiet.

Af de 101 dræbte siden fredag aften er 85 medlemmer af de tyrkiskstøttede militser, siger Sohr. De andre er en del af den kurdiskdominerede milits SDF.

SDF siger i en pressemeddelelse, at man har slået angreb fra "Tyrkiets lejesoldater" tilbage. De har fået hjælp fra tyrkiske droner og fly, siger SDF videre.

Også byen Tal Rifaat har de kurdiske styrker mistet, siden konflikten blussede op på ny i slutningen af november.

Det skete, sideløbende med at andre militante grupper indledte en lynoffensiv mod præsident Assads hær.

Den endte med, at Bashar al-Assad blev afsat efter mere end 20 år ved magten. Han er siden flygtet til Rusland.

Syrien ledes nu de facto af oprørslederen Abu Mohammad al-Golani fra den islamistiske gruppe HTS. Siden indtoget i hovedstaden, Damaskus, i begyndelsen af december er han begyndt at bruge navnet Ahmed al-Sharaa.

Han har sagt, at de kurdiske styrker skal indlemmes i den syriske hær. Der er dog ikke nogen formel aftale på plads om det.

De kurdiske styrker sidder på et stort område i det nordlige Syrien. De kontrollerer blandt andet byen Raqqa. Den erobrede de fra den islamistiske bevægelse Islamisk Stat, som de med støtte fra vestlige lande forsøger at bekæmpe.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT