Politiet i Indonesien strammer grebet efter uroligheder
Demonstrationer i Indonesien er eskaleret flere steder, efter at 21-årig blev kørt ned af politiet og omkom.
Myndighederne i Indonesien har skruet op for sikkerhedstiltagene i landets hovedstad, Jakarta, efter en bølge af protester mod politikerne og politiet.Mandag er der blevet etableret kontrolposter forskellige steder i Jakarta, og betjente patruljerer i byen.
Politiet beskriver det som en indsats, der skal beskytte indbyggerne og skabe tryghed.
Samtidig holder soldater vagt foran parlamentet i Jakarta. Og politiet sendte søndag en konvoj med motorcykler og pansrede køretøjer hen til parlamentet.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det et forsøg fra myndighedernes side på at afskrække demonstranterne.
Demonstrationerne mod myndighederne opstod i første omgang ud af utilfredshed over, at politikerne havde givet sig selv nye frynsegoder.
Dem har præsident Prabowo Subianto siden rullet tilbage.
Demonstrationerne var i starten fredelige, men de er eskaleret, efter at politifolk i et pansret køretøj torsdag kørte en 21-årig chauffør på motorcykel ned, så han mistede livet.
Køretøjet tilhørte en paramilitær eliteenhed i politiet, som demonstranterne nu har rettet deres vrede mod.
Foruden Jakarta har der været store protester mod politiet i flere andre byer, heriblandt Bandung og Surabaya, der ligesom Jakarta ligger på Java.
Det er de mest omfattende uroligheder, siden Prabowo Subianto kom til magten sidste år.
Krisen har tvunget præsidenten til at aflyse sin rejse til Kina i denne uge, hvor han skulle overvære en militærparade sammen med ledere fra en række andre lande.
Den indonesiske forsvarsminister, Sjafrie Sjamsoeddin - en tæt allieret af præsidenten - sagde søndag, at militæret og politiet ville sætte hårdt ind over for det, han kalder uromagere.
Det skete, efter at finansministerens hjem var blevet plyndret.
I flere byer har mennesker mistet livet i forbindelse med urolighederne.
Mandag er der planlagt nye demonstrationer.
/ritzau/AFP