Bil brager ind i port foran russisk konsulat i Australien

1. SEP 2025 • 02:21UDLAND

39-årig mand er blevet anholdt efter hændelse foran russisk konsulat i Sydney. Politiassistent meldes såret.

En bil er natten til mandag dansk tid braget ind i porten foran det russiske konsulat i storbyen Sydney i Australien.

Det rapporterer nyhedsmediet Sky News og nyhedsbureauet Reuters.

Australsk politi oplyser ifølge Sky News, at en 39-årig mand er blevet anholdt på stedet. Også Reuters rapporterer, at en person er blevet anholdt.

Ifølge Sky News er den anholdte den mand, som sad bag rettet i bilen.

Hændelsen fandt sted omkring klokken 08 mandag morgen lokal tid - omkring midnat dansk tid.

Her blev politiet kaldt til konsulatets adresse i bydelen Woollahra på baggrund af anmeldelser om, at et køretøj uden tilladelse var parkeret i indkørslen.

Woollahra ligger i den østlige del af Sydney.

Politibetjentene på stedet forsøgte at tale med den mand, der sad i bilen.

Angiveligt reagerede han dog ved at køre frem og brage ind i gitteret på den port, der giver adgang til ejendommen.

Sky News skriver, at en 24-årige politiassistent har modtaget behandling fra ambulancereddere på stedet, fordi han har pådraget sig en skade på sin hånd.

Ellers er der ingen meldinger om tilskadekomne, siger politiet.

Omstændighederne omkring hændelsen er fortsat uklare. Det står blandt andet ikke klart, i hvilket omfang porten er blevet beskadiget, eller hvorfor manden opholdt sig foran konsulatet.

Ifølge Reuters viser tv-optagelser fra Sky News og tv-stationen Nine, at bilen efter hændelsen står efterladt med åbne døre og en smadret rude.

Ved siden af bilen ligger en væltet flagstang med et russisk flag, melder medierne.

Politiet er stadig til stede ved konsulatet, lyder det.

Det russiske konsulat i Sydney har ikke umiddelbart kommenteret hændelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT